Mod indgår i mange danske ord, som ikke har noget med mod at gøre, og det er med til at gøre dansk til en svær en.

Mod er mental styrke til at gøre noget, som indebærer risiko for en selv, og hvis risikoen er rigtig stor, kan der sågar være tale om heltemod.

På dansk er det lidt forvirrende, at mod også har en anden betydning. Jeg gældsætter mig, hvis jeg stifter gæld, og man skulle tro, at jeg modsætter mig og bliver modsat, hvis jeg sætter mig op til at være modig, men det er ikke tilfældet.

At modsige nogen er ikke nødvendigvis dristigt, og modstanden er absolut ikke en samfundsklasse af særligt modige mennesker.

Reglen er, at når et ord starter med mod, er mod en præposition, som angiver en retning eller bevægelse, og hvis det slutter med mod, er det et navneord som beskriver en bestemt slags mod (f.eks. mandsmod).

Det er derfor forvirrende, at der findes typer af mod, som slet ikke er rigtig mod. Således har mismod intet med mod eller katte at gøre. Armod er ikke noget, der udvises af knivkæmpere eller soldater, og vemod er ikke mentalstyrke til at modstå smerte – hverken i almindelighed eller hos fødende kvinder.

Ord afspejler begreber – dem der er eller har været. Så når et fuldgodt ord ikke findes, er det gerne tegn på, at begrebet ikke findes i virkeligheden og derfor aldrig skal beskrives. Der er derfor ord, jeg ville ønske eksisterede.

Et godt eksempel herpå findes (ikke) i politikkens verden: Ministre har som regel masser af gåpåmod, men aldrig gåafmod.