Det burde ikke overraske, at kommunerne vil tvinge modtagere af sygedagpenge til at spise lykkepiller, men hvorfor ikke kalktabletter?
Længe har vi hørt vanvittige historier om, hvordan syge mennesker tvangsaktiveres, selvom de i sagens natur er uarbejdsdygtige pga. sygdom.
Kort sagt: kynisk og afstumpet kassetænkning.
Så det overrasker ikke, at samme system nu kræver, at nogle modtagere af sygedagpenge skal tage antidepressiv medicin, selvom de måske slet ikke lider af depression, og selvom medicinen kan have voldsomme bivirkninger.
Systemets gøren og laden er hinsides fornuft og proportionssans. Mistænkeliggørelse og chikane er blevet et mål i sig selv, som da arbejdsløse skulle sende mindst fire jobansøgninger om ugen i en tid med massearbejdsløshed.
På den anden side må jeg grine af tumpernes tro på egen autoritet i den aktuelle sag. Pillerne kan man da bare smide i skraldespanden.
For ganske vist er de kontrolfreaks i dagpengesystemet, men de har vel ikke tænkt sig, at man skal aflevere urinprøver som til dopingkontrol?
Eller skal sagsbehandleren proppe pillerne i halsen på folk, som når franske bønder tvangsfodrer gæs?
Og hvad er der i øvrigt galt med kalktabletter? De er meget billigere end lykkepiller, har ingen bivirkninger og har næsten altid en placeboeffekt, uanset hvad folk fejler.
P.S. Billedet af gåsen, der bliver tvangsfodret, er lånt hos www.all-creatures.org.
Tak for kommentaren om Helst ikke. Jeg har reageret på den.
Jeg så også indslaget om tvangsmedicinering, så at sige. Jeg er ret sikker på der sker det samme som med Helst ikke. Hvis en læge skriver at det ikke kan udelukkes at antidepressiv behandling kan have effekt, vil det meget let kunne tolkes af jobcenteret som det menes at behandling har effekt – og derfor skal den iværksættes. Man glemmer vurderingen.
Deri kan du have ganske ret. Det får mig til at tænke på det herlige ord: “vil-døv”.
John og jeg troede nærmest ikke vores egne ører, da vi hørte indlægget i tv-avisen.
Vi har på det seneste hørt om de mest mærkværdige tiltag fra kommunernes side for at spare penge, og i nogle tilfælde er de ude, hvor man, hvis man læste det samme i en bog, ville lægge den fra sig, fordi den var for utroværdig og usandsynlig.
Jeg bliver mere og mere glad for, at jeg har den alder, jeg har, og dermed (sandsynligvis) ikke kommer i klemme i systemet på den måde, man tilsyneladende kan, når man er under 55 og arbejdsløs. Men tænk, at man overhovedet kan blive nødt til at tænke sådan… det er meget, meget skræmmende.
Lovene har muligvis haft en anden baggrund, da de blev til (jvf. sagen med barnet, det blev sendt tilbage til Thailand), men når dem rammer mere forkert end rigtigt, burde ‘man’ være der og tage den til revision noget hurtigere, end tilfældet er i dag, hvor ‘man’ skal have vredet armen om på ryggen først. Det er drevet af skræk for at miste stemmer; ikke af hensyn til individet.
Nå. Anything else news?
Ja, man tror under tiden, at det er løgn, når man hører, hvordan nogen kommer i klemme. Tilsammen vidner sagerne om moralsk deroute.
Retfærdigvis bør det med – at det er jo lægerne der ordinerer medicinen – ikke kommunerne.!
Ja, er det nu også det? Ville lægerne ordinere noget uden kommunens mellemkomst og mod patientens vilje?
Lægestanden har også etiske skeletter i skabet, så læger gør mig ikke tryg pr. automatik, og da slet ikke når man hører, at antidepressiv medicin også gives til personer, som ikke lider af depression, men af fx stress.
Det er ulovligt at tvangsmedicinere myndige mennesker (uden dom). Det gør man sandelig heller ikke, siger kommunerne så – folk kan jo bare sige nej og leve af ingenting.
Ja, det kræver et godt helbred at være syg i vore dage.
Så sandt, så sandt!