En lørdagstur til byen

Mængden af brevpost falder, og det er da klart – der er nu så langt imellem de røde postkasser, at det er nemmere at aflevere brevet selv.

Altså da jeg var knægt, var der en postkasse på snart hvert eneste gadehjørne, og så jamrer de over, at mængden af breve falder! Men det at opspore en postkasse var blot et af mine gøremål, jeg skulle også brevstemme.

Man må jo slå til, når Borgerservice for en gangs skyld har åbent, når borgerne har fri. Brevstemning kan anbefales: Det gik helt uden ventetid, og så lugtede der ikke spor af gymnastiksal.

Helle fleksede i går for at stemme. Fejlagtigt blev hun henvist til en skranke, hvor de kun tog sig af vielser, og bagefter ærgrede det hende, at hun ikke bad om en kandidatliste.

Nu kommer jeg ikke til midtbyen hver dag, og i dag var den så opgravet og labyrintisk ensrettet, at cyklen måtte overtræde færdselsloven et par gange for at navigere.

Det lykkedes at henstille cyklen et sted, hvor den ikke ville blive fjernet uden ansvar, og så gik jeg i Salling for at se på jeans (det kiksede jo sidste søndag).

Mit foretrukne mærke kostede 799 kr. Det er meget lidt billigt, synes jeg, så jeg gik over gaden til en herretøjsforretning med et e-mailinspireret navn – cc et eller andet. De havde de samme jeans til 600 kr. eller to for 1000. Nogle gange undrer jeg mig over det med prisdannelse.

Så jeg fandt en postkasse, fik brevstemt og sparede 598 kr. på en time. Ikke dårligt. Nu håber jeg bare, at græsplænen visner for mine øjne, men det er nok for optimistisk.

 

6 tanker om "En lørdagstur til byen"

  1. Inge

    Hvor fik du besparelsen udbetalt.. 😉 Jeg vil gerne vide det, da jeg ofte bliver spurgt om det, når jeg sparer penge ved at købe mere end jeg skulle have haft. 🙂

    Svar
    1. Eric

      Jamen det er selvfølgelig en besparelse i forhold til budget. I økonomiens verden snakker man sjældent om absolutte tal.

      Svar
    1. Eric Bentzen

      Jeg er normalt mest tryg, hvis jeg har Excel ved hånden, men der er for bøvlet at slæbe rundt på den bærbare, når det drejer sig om simple indkøb, hvor hovedregning rækker.

      Svar
  2. Stegemüller

    Jeg må være talblind, for uanset hvordan jeg gør, kan jeg ikke forstå, hvordan du sparede 598 kr. på en time? Hvis du tager udgangspunkt i to par for 1.000 sat overfor parret til 799 kan det vel kun blive til 211?

    Jeg lover dig, græsplænen visner ikke bare af sig selv; du må ud og kæmpe med den.

    Svar

Skriv et svar til Eric Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *