Temalørdag i DR2 i går handlede om svindlere. Mange af dem har nogle fællestræk, som jeg genkendte, fordi jeg selv har kendt en platugle.
Lad os kalde ham Frank. Vi gik i parallelklasse. Vi var ikke nære kammerater, men det var Frank, der tændte min interesse for skak, så jeg meldte mig i skakklub som 14-årig.
Frank havde flair for spillet og var en snedig taktiker. Moderen var død, og faderen drev et lille værksted i en kælderbutik. Barndomshjemmet var meget lidt velstående.
Vi drev fra hinanden, da jeg kom på gymnasiet, men mødtes stadig i skakkredse. Frank fik vist aldrig en uddannelse, men fra et givet tidspunkt var han indblandet, når der blev arrangeret koncerter. Han blev et navn i musikkredse.
Han var velbeslået og førte sig frem som levemand på de bedre restauranter. Rundhåndet var han også. Frank var altid underholdende selskab, og han kunne fortælle historier, så lattertårerne trillede.
En dag kontaktede han mig. Han var i akut knibe, og kunne jeg låne ham 100 kr.? Jeg var ludfattig studerende, men lånte ham pengene på betingelse af, at jeg fik dem tilbage ugen efter, og det var en aftale. Det var jo bare et forbigående og latterligt problem.
Ugen gik, og jeg fik ikke pengene tilbage. Jeg manglede dem i svær grad, og det lykkedes mig med stort besvær og ihærdighed at lokalisere Frank og få pengene tilbage.
Nogen tid efter forsvandt Frank. En masse mennesker havde købt billet til en koncert, som ikke blev arrangeret. Jorden brændte. Nu gik snakken, og det kom frem, at han havde lånt penge af Gud og hver mand.
Ikke store summer, typisk 100-200 kr. Franks historier var plausible, og ingen tvivlede på, at han virkelig var i en akut og lidt pinlig knibe. Det var sikkert de relativt små beløb, som gjorde, at han kunne holde spillet kørende så længe uden for meget snak.
Jeg er ikke på det rene med hans færden, efter han forlod byen, men han fortsatte med sikkerhed sin karriere på ”lånemarkedet” i Århus og var vist også vejen omkring Esbjerg. Når jorden begyndte at brænde under ham, rejste han videre og efterlod sig et kølvand af vrede over svigtet tillid.
På et tidspunkt kom han til København. Rygterne var rejst i forvejen, og folk var advaret, så det vidner om hans store talent, at han alligevel formåede at fortsætte karrieren i storbyen.
En dag stoppede det. Han havde vistnok forlagt residensen til Vestjylland, hvor han forelskede sig i en kristen pige og blev hellig. Pigen og fromheden holdt ikke i længden, men det forlyder, at Frank har betalt sin gæld. Om han virkelig har haft styr på alle sine ofre, kan jeg betvivle, men nogen fik med sikkerhed pengene tilbage, skønt der var gået flere år.
For nogle år siden mødte jeg ham i en sidegade til Strøget. Det var long time no see, og han fortalte succeshistorier med en dialekt, som var han født og opvokset i København. Frank har tilpasningsevne. Historierne harmonerede dårligt med hans lidt forhutlede udseende, men jeg havde ondt af ham og lod, som om jeg troede på ham.
Jeg har ikke set Frank siden dette tilfældige møde. Sammenlignet med svindlerne i DR2’s program var han en lille fisk og nok også mere platugle end svindler; men han var sådan set smartere, fordi hans numre ikke var lodret kriminelle.
I DR2’s svindlerhistorier genkendte jeg Franks formidable evne til at indgyde tillid og besnakke folk, og når jeg i dag møder mennesker med disse egenskaber, er jeg straks på vagt. Når noget er for godt til at være sandt, er der som regel platugler i mosen.
Det er egentlig lidt trist, for verden var et bedre sted, hvis vi kunne have tillid til hinanden, men jeg blev ligesom vaccineret af Frank.
Det var vist trods alt en sund vaccination med al dens symbolik: at du fik en lille dosis, der gav dig milde symptomer, således at du kan modstå den rigtige og langt mere farlige sygdom, hvis du skulle blive udsat for et angreb.
Det var en god fortælling om en af de utallige menneskeskæbner, der jo findes – og i grunden en sørgelig historie, hvis morale godt kunne være, at hvis man skal svindle, skal det være i stort format; ellers kan det være det samme. Platugler bliver ikke rige.
Nej, platugler bliver ikke rige, og skønt Frank for længst har lagt sit liv om, klæber historien til ham.
@ Eric 17:47
Jeg beklager, hvis jeg har misforstået dig mht. din opfattelse af Ms. Streep, og udtrykket ‘sødladen’ er da heller ikke indeholdende i DIN kommentar.:-)
Ordet ‘svindler’ ville jeg heller ikke bruge om personen i min beretning, men snarere ordet platugle, som vel kan bruges om uhæderlige personager, der omgås sandheden lemfældig, og derved forsøger at opnå andre fordele end penge?!
Alt forladt 🙂 En platugle er en person, der snyder og evt. slår plat på andre, så dine eksempler falder klart ind under definitionen. Og nu får jeg associationer til plattysk, og må hellere slå bremsen i…
Nu er undertegnede svær at snyde og ekstremt på vagt overfor diverse platugler, men ligesom d’herrer ikke bryder sig om sødladne kvinder ala Meryl Streep, som man nok af erfaring burde holde sig fra;-), så er jeg dog også ‘faldet i vandet’ og og ladet mig vildføre af denne type, som starter med at gøre en tjenester (uden man har bedt om det), men som sidenhen ikke undlader at lade det ligge i luften, at man ligsom skylder dem noget til gengæld, hvergang behovet melder sig, uden det absolut behøver at være penge.
‘Historierne’ er mange og ganske upålidelige, jo længere man kender vedkommende, selv deres sygdomme opfinder de, og man betragter dem efterhånden som lystløgnere, og tror ikke sine egne ører.
Deres personlighed har en brist, men underholdningsværdien er jo høj.
Selvom andre er bekendt med samme historier, sker der intet, folk vil jo ikke være upopulære ved at konfrontere vedkommende med, at tingene ikke passer sammen, selvom de taler med andre om det, og mange vil jo heller ikke gå glip af en festlig lejlighed eller et varmt måltid mad, som denne er eksponent for i tide og utide, for så har platuglen jo ogsåsamtidigt grebet om dem, som de fortæller flyvske historier til
Møder man dem i klub og foreningsregi, er de jo svære at komme uden om, og vi vil jo gerne være så ‘pæne’ og høflige, at kun få tør sige dem imod af frygt for at få ørerne i maskinen og blive udelukket i kredsent, og for ikke at blive bagtalt.
Men man undrer sig over folk er så mundlamme, det gør man…..for i fællesskab kunne man jo klæde dem af til sokkeholderne.
Vi har nok alle været ude for platugler, men dem, du beskriver, og som jeg også har mødt eksempler på, synes sjældent at have bedragerisk øjemed. De hører vel snarere til den kategori, man på nydansk kalder “a pain in the ass”.
Jeg må dog bestemt dementere, at jeg skulle have givet udtryk for antipati mod Ms. Streeps “sødladenhed”. Tværtimod nærer jeg stor beundring for hendes evner som skuespiller. 😎
Som ekstra garniture til nævnte udsendelse supplerede den i offentligheden efterhånden højtprofilerede retspsykiater Henrik Day Poulsen med diverse psykologiske indfaldsvinkler. En recidiv kommentar var netop, at samfundet byggede på (ihvertfald på vores bredde- og længdegrader), at vi har tillid til hinanden/tro på de initiale udsagn.
Indlægget om “Frank” er glimrende. Det er samtidig et godt eksempel på de associationer, der kan opstå ved en begivenhed/oplevelse og/eller TV-udsendelse.
Ovennævnte historie mindede så kommentatoren om hans oplevelse med “Frank” (det hed den virkelige person). Faktisk den eneste gang, hvor denne signatur er blevet snydt ifm. en ansættelsesprocedure. – Men det var god lærdom! 😉
Talentfulde og dedikerede svindlere kan få os alle til at gå i vandet. Moralen er vel, at man om muligt skal søge at verificere oplysninger, hvis de betyder noget – ikke mindst ved ansættelser, som fx Stein Bagger, Anna Kastberg og nu også din Frank er så glimrende eksempler på.
Men det gælder i mange forhold. Bliver man fx antastet af civilklædte betjente i Italien, skal man insistere på at nærstudere deres legitimation. 😉