Sproglige strøtanker. Dansk er en svær en #29

Kan en fyr virkelig være granvoksen? Hvor høj bliver en filigran? Har tæskehold bankrådgivere? Der er så mange sproglige mærkværdigheder.

Er biologer foreninger for biografgængere? Kan man bruge mineral i stedet for perlegrus? Har bisætninger brod, og er man prekær, før man bliver nogen kær? Er i sidste øjeblik præsent?

Har Kongens Lyngby et dynastisystem? Ryger dronningen kongerøgelse eller Prince? Tænkte Einstein supertanker?

Er snedkere træmænd? Er fildelingstjenester populære i fængslet, og hvordan kan man være udsat, når man er indsat?

Hvis faktorernes orden er ligegyldig, hvorfor sender de så ikke X Factor efter midnat?

Og sådan er der så meget.

 

16 tanker om "Sproglige strøtanker. Dansk er en svær en #29"

  1. Madonnaen

    Du hører til de meget underholdende og fornøjelige sofister, Eric…..:-))

    Du og Møllehave, kunne udgøre et helt fantastisk makkerpar, og ville kunne supplere hinanden helt fantastisk.

    Svar
  2. Stegemüller

    Jeg elsker dine sprogposter og synes du er genial. Desværre kan jeg ikke som dine øvrige kommentatorer komme med nye eksempler; jeg nyder det bare og læser glad med.

    Svar
    1. Eric

      I Nordlylland kender vi knap så store ord. Hvis bølgerne går højt, er en person ikke helt tumpet til et eller andet 😉

      Svar
  3. Ellen

    Haha – endnu en gang tak for storsmil 😀
    Jeg har lagt mærke til, at generelt sendes de udsendelser, jeg gerne vil se, enten før klokken 16 eller efter midnat (hvorfor???!) , så lad os for himlens skyld arbejde for at få flyttet X-Factor og en del andre.
    En indsat er nok hverken udsat, afsat eller opsat – men måske stålsat?

    Svar
    1. Eric

      Flytteoperationen må vi arbejde ihærdigt for. Mht. de indsatte er nogle først eftersatte, men alle er fastsatte.

      Svar
  4. Per

    X-faktor efter midnat … det lyder tillokkende 😉
    Kender massevis af programmer der også kunne sendes om natten …

    Svar
  5. Inge

    Åhhh hvor er den danske sprog en finurlig og fornøjelig størrelse.. 🙂 af hjertet tak for et grin, jeg trængte til, ovenpå en møhdag.

    Svar
  6. Donald

    Jeg har svært ved at holde masken, når Det Danske Sprogs mange ansigter afsløres på denne overvældende levende måde.

    Nu er det jo mange spørgsmål, der er stillet, men ét par af dem kan jeg da besvare med et: “Ja!”

    Svar
  7. Erik Hulegaard

    Blogejeren synes at have (mindst) et gen tilfælles med den kendte præst emeritus m.m. Johs. Møllehave.

    I en tid, hvor der fokuseres dagligt på beskæftigelsen kunne passende – og adderende – stilles følgende spørgsmål:

    Kan en bedemand være kisteglad?
    Kan en glarmester sige en rammende bemærkning?
    Sjæler en stenhugger?
    Kan en slagter blive mør?
    Kan en dermatolog være tyndhudet?
    Kan en optiker være snævertsynet?

    Jovist er det danske sprog finurligt….. 😉

    Svar

Skriv et svar til Eric Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *