Jeg ville være pelsjæger, når jeg blev stor, det var sikkert og vist. Sverres frie drengeliv på Lofoten og i Canada talte til fantasien.
I Torry Gredsteds bøger var der drenge uden svig, og de udviste mandsmod under så fjerne himmelstrøg som Korsika og Mongoliet. Der var rigeligt med blondt hår, spejderranke rygge og blå øjne, når helten da ikke var indianer og hed Paw.
Længere mod nord oplevede Sverre eventyr i pulk, på Lofoten og i Canada. Sverres litterære far var Magnus Moen, pseudonym for Estrid Ott.
Jeg slugte Sverre-bøgerne og ville være pelsjæger, indtil jeg i 2. eller 3. klasse fik briller og pludselig kunne se, hvad der stod på tavlen. Jeg erkendte med modstræbende realisme, at en nærsynet pelsjæger næppe blev skarpskytte.
Senere kastede jeg mig over lystfiskeriet. Først skulle jeg lære at svømme, sagde mor, og det gjorde jeg så en hundekold sommerferie i friluftsbadet, hvor rødmossede rekrutter fra nærliggende kaserner også plaskede rundt med korkbælte og frøs.
Der gik nogle år med lystfiskeriet, men selvom jeg læste ”Den fuldkomne fisker” af Izaak Walton og alt om laksefiskeri med flue og ædel splitcane-stang, bed kun få ålekvabber over mindstemålet på mine sandorm.
Det var sikkert godt det samme, for dengang var Limfjorden ved Aalborg ikke så humsk som i dag, og mågerne festede i det stinkende spildevand fra Nørresundbys svineslagteri.
Det er ikke alt, man kan læse sig til, og fiskestangen svirpede for sidste gang. Der kom andre interesser, og andre drømme brast, eller også falmede de bare. Nogle gik også i opfyldelse – dog ikke den om at blive opdagelsesrejsende som Thor Heyerdahl.
I takt med at man bliver ældre, finder man ud af, at selvom verden måske nok ligger for ens fødder, ligger den ikke altid lige til højrebenet.
Bevares, fantasien har vinger, og jeg drømmer stadig, men mere pragmatisk og helst om ting jeg ved kan realiseres – som fx en vinterferie på Tenerife. Så bliver man ikke skuffet.
Og mellem os: Skal jeg være ærlig, er jeg i dag svært glad for, at jeg ikke blev pelsjæger.
Jeg læste ingen af de bøger udover en Jan bog jeg fik forærende. Jeg læste faktisk overhovedet ikke andet skønlitteratur end det jeg blev påtvunget i skolen. Indtil en tante sendte mig en stor brun konvolut, med jeg ved ikke hvor mange udklip fra en avis føljeton, der tilsammen udgjorde Anders Bodelsens ‘Operation Cobra’.
Torry Gredsteds drenge læste heller ikke. Havde de siddet med næsen i en bog, havde de ikke været handlekraftige hovedpersoner. 😉
@Stegemüller og Ellen: De nævnte seriebøger var utroligt populære blandt unge dengang. Jeg har genlæst nogen af dem siden, og det gik op for mig, at de fleste var elendigt skrevne, stereotype og med idealer, som ville vække et ramaskrig, hvis bøgerne udkom i dag.
Men vi slugte dem alligevel, for her skete noget for personer, man kunne identificere sig med, og man kunne drømme sig til de oplevelser, hverdagen ikke bød på. “Virkelighedsflugt!” vil nogen hånligt sige, og det er nok rigtigt, men det var alligevel skønt, når fantasien fik vinger. 1000 børn kan ikke tage fejl.
Åhhh, der røg jeg lige 45-50 tilbage i tiden. Jeg slugte ALT, hvad der fandtes af den slags bøger og syntes lige som Hanne, at der helst skulle være lidt action, så Jan og De Fem blev prioriteret højere end Puk og Susy, selv om de skam også blev læst – der var trods alt også noget spændende over hhv. at gå på kostskole og at bo midt i skoven. Man var der jo. Sammen med helten/heltinden. Og drømte videre selv … skønne, uskyldige barndom 🙂
Jeg kan helt klart godt forstå, at du hentede dine drengedrømme fra bøgerne; det var jo også en fantastisk verden der åbnede sig.
Selv slugte jeg alle min mors gamle pigebøger og hvad jeg ellers selv kunne få fat på af Pukbøger og Pernillebøger. Jeg kunne bedst lide dem, hvor der var lidt krudt i pigerne, dem om de artige, der bare sad derhjemme og læste fandt jeg kedelige. Jeg læste også en del drengebøger, og de tiltalte mig mere. Jan- og Kim-bøgerne scorede højt på min liste. Gad vide hvordan de ville virke, hvis man læste dem i dag?
Hvorfor skal det at lære at svømme altid være ubehageligt? Jeg lærte ‘tørsvømning’ i Odense svømmehal oppe på kanten af bassinet, og det var også hundekoldt. Jeg er heller ikke blevet nogen særlig god svømmer, bare sådan nærmest til feriebrug.
God søndag til jer.
Det er altid godt at have drømme.. Og hvis de er realiserbare gør det da ikke alverden. En rejse til Tenerife står bestemt højere på min drømmeliste end at være pelsjæger.. 🙂
Tænkte nok at du foretrak cottoncoat for minkpels. 🙂
Jeg kan godt forstå, at du er glad for, at du ikke blev pelsjæger. Det må være en besværlig branche i disse tider. Jeg læste Puk-bøger. Jeg syntes ikke, de var særlig gode, men jeg arvede en hel stak af dem fra en af min fars kusiner. Jeg læste også alt muligt andet, som jeg fik fat i, incl. de lidt mystiske romaner, min far havde anskaffet, fordi han gik på et kursus i bogbinding henne i husflidsskolen.
Ja, appetitten var glubende, og der blev fortæret meget skrammel. Når hverdagen var leverpostej, ventede eventyret under titelbladet.