Den sicilianske sol var tilbage i storform i går, og vi besøgte Siracusas marked, hvor sanserne bombarderes.
Sydens sol er altså bedst, når den skinner, og det gjorde den i går. Formiddagsturen gik til markedet. Gik, fordi den lille gratisbus nu kun kører, når det passer chaufføren, og det passer ham vist sjældent.
På markedet falbydes krydderier, grøntsager, fisk, muslinger, snegle, ost, specialiteter og meget andet i farvestrålende kaos og kvalitet. Hvis du klikker på et af de små billeder, kan du se det i en større version.
Jeg har før skrevet om dette marked, og på denne side kan du se en video, som mere end mange ord giver et indtryk af lydsiden.
Vi købte kirsebær til 3 €/kg, tomater med smagsdynamit til 1,5 €/kg, en melon og brød. Priser og kvalitet kan vi kun drømme om derhjemme. Selvom de hjemlige grøntsager er blevet bedre, kunne de have godt af en studietur herned.
Ellers gik dagen bare med nydelse, hvor varmen krøb ind i hver en hudfold: Slentretur langs havet, is og kaffe ved en bod, aperitif på promenaden, læsning og krydsord på tagterrassen. Alt sammen i magstempo uden at stressteste deodoranten.
Fisk dampet i havvand
Ikke langt fra hjemmet havde vi passeret en restaurant, Ambasciata d’Ortigia, og vi besluttede, at det var tid at give andre end Osteria da Mariano en chance for at lade fadet komme til os.
Den kvindelige tjener kunne ikke andet end italiensk, så kommunikationen var lidt besværlig. Der var ingen problemer i at bestille siciliansk antipasti og en lokal flaske hvidvin, men da det kom til fisken, gik det lidt trægere – også fordi vi trods markedsbesøg ikke kender alle de italienske artsbetegnelser.
Så det endte med den universelle pegemetode: de kom ind med et fad med dagens fisk. Der var en babytun, som var alt for stor, men havaborren og det, de fleste kender som dorado, kunne vi forholde os til.
Kokken med hygiejnisk tørklædeturban spurgte, om vi ville have dem grillet eller dampet i havvand. Det sidste er godt, så det valgte vi.
Jeg tror nu ikke, at kokken løb de 50 meter ned til havet med en spand. Begrebet dækker nok snarere over, at fisken dampes i meget salt vand med en smule olie, tomat og hemmeligheder.
Fisken var florlet og perfekt, og dampningen i salt vand giver smag af hav.
Den sicilianske antipasta var okay, men bl.a. bøffelmozzarella fra Napoli-egnen er ikke udpræget lokal (her). På den led er det mere autentisk hos da Mariano.
God mad og god vin, intet at udsætte på det, men sådan lidt fisefornemt. Vi føler os bedre tilpas på Osteria da Mariano, hvor maden får lov at tale alene – lige ud af køkkenet og uden krukkeri.
Ortigia, den gamle by, er stille om aftenen, og man kan nemt lade sig fortrylle. Her Via Salomone set fra tagterrassen, hvor vi kiggede stjerner, før vi gik til ro.
Jeg elsker bare sydlandske markeder af enhver art!
Vil helst have en lejlighed, når vi en sjælden gang har været i middelhavsområdet, så jeg kan gå ud og købe de allerlækreste ting for så at gå hjem og fremstille et måltid, der er en konge værdig.
I kan også lige holde tilværelsen ud, kan jeg fornemme 🙂
Vi foretrækker også lejlighed, men det er der nu flere grunde til. Vi hælder ogsp til at lade de lokale eksperter fremstille måltiderne af de varer, vi har beundret på torvet. 😉 Det bedste prøver vi så undertiden at eftergøre, når vi kommer hjem.
Det er længe siden, jeg har været sydpå, eller udenlands i det hele taget for den sags skyld. Noget af det jeg husker fra Spanien og Italien er netop det med grøntsager, der smager af noget, i modsætning til dem, man køber på vore breddegrader. Tomaterne herhjemme kommer også nogle gange fra Spanien eller Italien, men de er plukket, mens de var grønne, og smagen kommer aldrig helt op at ringe.
På markedet er der så mange tomatsorter, at man kan miste overblikket, men flotte er de alle. Og dem, vi har fået, de smager. 🙂 Nu må vi se, hvad de kan friste med på da Mariano i aften …
Ahh, det rene driverliv, det er lige til at holde ud:-)
Og så al deres frugt og grønt der lokker som bare…
Sommervarmen indbyder også til dejlige fisk, der ikke falder for tungt.;-)
Nyd livet og slap godt af, det gode varer jo som bekendt ikke så længe….det føles ihvertfald ikke sådan.:-)
Det sidste er desværre rigtigt, men jeg kan ikke sige, at vi anstrenger os for at nyde det – anstrenge er sådan et grimt ord.