
Tot savner sin sofakrog
De nye vinduer er sat i, og det ser godt ud, men der mangler stadig meget, før vi kan lukke døren efter den sidste håndværker i denne omgang.
Der er ikke kommet gardiner op, for sårene i vindueskarmene skal pudses op. Stuen ser nøgen ud med møblerne stuvet sammen i den ene ende, og akustikken er rungende.
Kun en lænestol og et lille bord står fremme som en flytbar oase. Her nød jeg i morges dagens sorte startskud, da katten pludselig gloede på mig gennem et af de nye vinduer.
Mjav!
Han var hoppet op på stilladset, men da jeg åbnede vinduet, så han kunne komme ind, blev fjolset forskrækket og løb om til terrassedøren, som er den normale adgangsvej.
Udskiftningen af vinduer og fordør er gået som planlagt, men hvad vi ikke lige havde set komme er, at inddækningen af kvisten er helt udtjent. Tagrenden ditto.
Jeg er nærsynet og klatrer ikke rundt på taget til daglig, men med stilladset kommer man afslørende tæt på.
Så i næste uge fjernes den gamle inddækning af kvisten, og blikkenslageren laver en ny i zink. Hvad det kommer til at koste, taler vi slet ikke om.
Sådan er det bare. Når man begynder at kratte i noget, afdækker man noget, og så går det pludselig fint med at få udgifterne til at slå til.
På torsdag kommer der nye vandbesparende toiletter, og næste projekt er udskiftning af tag m.m. på udestuen og den del af køkkenet, som er med i samme tilbygning.
Der er meget mere end blot taget, så vi allierer os med en arkitekt, der kan slå nogle streger, hjælpe med udbudsmateriale og føre et vist tilsyn, når arbejdet udføres.
Arkitektbistand får man selvfølgelig ikke gratis, men jeg er sikker på, at det vil spare tid, sorger og hovsa dit og dat. Man skal kende sine egne begrænsninger.
Det ville være helt perfekt, hvis arbejdet kunne udføres, mens vi er i Grækenland i sensommeren, men det er nok for meget at håbe på.
Vi får se, men du milde, hvor jeg glæder mig til, at vi kan lukke døren efter den sidste håndværker i denne omgang. Og lige nu savner Tot sin sofakrog.
/Eric
Det lyder som om du er god til at planlægge livet, så det ikke bliver ensformigt! 🙂
Jeg håber du finder en billig løsning på inddækninger og tagrender.
Det håber jeg også, men det er som altid en balance med kvalitet 🙂
Det bliver spændende at følge lidt med i hvad der sker. Og jeg forstår aldeles fint, hvad du mener med at glæde sig til at lukke døren efter den sidste håndværker – og få den gode akustik tilbage i stuen, som vel sker før den sidste håndværker er gået. De fylder godt, gør de, håndværkerne. Men det er i øvrigt – ofte – interessant at se dem arbejde, effektive som de fleste er.
Kvisten bliver færdig om et par dage, og i næste uge har vi møde med fyren fra arkitektfirmaet. Så må vi se, hvad han kan finde på af nye udgifter 😉
Jeg har ikke været hjemme til at følge håndværkernes arbejde, men jeg har været godt tilfreds med glarmesteren. Han har været punktlig, god til at informere og de har lavet et pænt arbejde – siger jeg uden forudsætninger for at vurdere det håndværksmæssige.
Det lyder som en større omgang I har gang i.. Jeg tror det bliver mere end nemt, at få udgifterne til at slå til, bare indtægterne følger samme takt.. 🙂
“…bare indtægterne følger samme takt” – årets joke. Hvis jeg ikke havde været til fest i går, ville jeg sprælle af grin 🙂
Hvorfor er det bare ALTID sådan? Det ene fører det andet med sig, hvilket i visse tilfælde kan være udmærket, men ikke lige i dette tilfælde.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der kan ske, når håndværkerne starter på vores nye, gamle hus …
Nå. Det er jo altid rart at vide, hvad man kan bruge sine penge på. Eller hvad …?
Naturlove er ikke altid nemme at forstå, men man må acceptere, at de gælder. Det er bl.a. på grund af denne naturlov, at jeg vil have arkitektfirma på det næste projekt, så overraskelserne kan komme med i udbudsmaterialet.
Nemlig og nemlig og ja og tak 🙂
Nå, stilladset venter. Træværket under kvistens udhæng venter på grunder. Noget af det ind mod taget kan jeg ikke nå, og det får være – det er 40 år siden, jeg kunne agere Spiderman.
Det må da alligevel være en lettelse, at du nu ved, hvad du skal bruge din surt sammenarvede formue på! 😉
Men bagefter, når I er gået så grueligt meget igennem, så bliver det hele meget bedre. Håber vi. Held og lykke med det!