En kvinde i nød

En kvinde i nød stod på cykelstien i morges, og mænd af min generation er opdraget til ridderlighed, også når cyklen ikke er hvid.

Bedst som det gik ned ad bakken mod Teknisk Skole, holdt der en bil med ét hjulsæt oppe på cykelstien og katastrofeblinket tændt. På cykelstien stod en grædende kvinde.

Da det farbare areal på cykelstien derfor var reduceret en del, satte jeg farten ned, og da jeg nærmede mig kvinden, strakte hun armene frem og råbte:

”Har du en mobiltelefon? Har du en mobiltelefon?”

Det var nu, jeg så og hørte, at hun græd. Hun var ung, velsagtens først i tyverne, men det var svært at vurdere i det dunkle morgenlys.

Jeg stoppede selvfølgelig gangeren, fandt den teknologisk antikke Nokia, fjernede tastelåsen og rakte hende telefonen.

Mens det stod på, forklarede hun hikstende, at noget under bilen var faldet ned og skrabede mod asfalten, så hun ikke turde køre videre.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg er nødt til at ringe til min kæreste!”

Nummeret på kæresten kunne hun ikke huske, så hun ringede til Mor og bad hende ringe til kæresten og fortælle (…).

Undervejs i samtalen spurgte hun, om jeg havde meget, meget travlt og om telefonens nummer. Hun ville vel have kæresten til at ringe tilbage.

Jeg ræsonnerede, at kæresten alligevel blev nødt til at komme, og sagde, som sandt var, at jeg var på vej på arbejde. 5 minutters ridderlig forsinkelse måtte være nok, og hun havde det tydeligt bedre efter samtalen med Mor.

Det var selvfølgelig synd, at jeg ikke kunne stille en automobildiagnose og spare kæresten for turen, men hvad forstand har jeg på den slags? Da jeg cyklede hjem, var bilen da også væk.

Det overraskende i denne banale historie er ikke, at hun kunne huske Mors nummer og ikke kærestens, nej, det overraskende er, at en kvinde i den alder ikke havde en mobiltelefon smartphone.

Smartphone-generationen glemmer ikke deres telefon, men måske var den løbet tør for strøm. Måske netop det forstærkede magtesløsheden, gråden.

/Eric

8 thoughts on “En kvinde i nød

  1. Jørgen

    Det er ret indlysende at hun ikke kendte kærestens telefonnummer, idet sådanne numre står i telefonens telefonbog eller så. Og når den er glemt eller gået ud bliver man (nogle) hjælpeløs – og hjælpeløshed (tillært eller ej) kan håndteres på forskellig vis. Hun jamrede. Jeg tror nu også jeg ville have hjulpet hende efter at have vurderet om det var en en tricktyv, der spøgte.
    Forresten har jeg opdaget at jeg kan slå strømsparetilstand til på min såkaldte smartphone, det bevirker at jeg ikke skal oplade den så ofte. Smart phone.

    Svar
    1. Eric

      Ja, når nummeret er gemt er det glemt. Min antikverede Nokia kan gå en uge eller mere uden opladning, men jeg bruger den heller ikke så meget.

      Svar
  2. Ellen

    Pudsigt … jeg hæftede mig mest ved, at hun ringede til sin mor. Okay, hun kunne ikke huske kærestens nummer, men alligevel … er ‘kvinde’ ikke lidt overdrevent? Det var vist mere en lille pige? En meget lille pige.
    Beklager, men jeg har ikke så meget til overs for kvinder, der bare tuder og forlader sig på, at andre klarer situationen for dem. Selvfølgelig ville jeg have lånt hende min mobil, men jeg ville også have ment, at fem minutter måtte være nok forsinkelse – der stod jo ikke ligefrem liv på spil her 😉

    Svar
  3. Ivan Madsen

    Er netop skiftet til smartphone – mest fordi den gamle Ericsson begyndte at få ideer om at den bestemte hvornår jeg kunne snakke 😉 Men modellen vi (fruens gamle Nokia havde samme tumpede ide) fik fat i er herligt god til at bruge strøm 😉 Men det hjælper kun at tænde den når man har brug for den – den tager ca. lige så lang tid som en PC om at vågne 😉

    Svar
    1. Eric

      Sympatisk tanke at tænde, når man har brug for den. Siden mobiltelefonens fremkomst og udbredelse er man nærmest blevet en særling, hvis man ikke er “tilgængelig” 24/7.

      Svar
  4. Stegemüller

    Stakkels hende for det er jo netop i sådan en situation, man virkelig har brug for sin telefon; alt det andet man bruger telefonen til er sådan set overflødigt.

    Jeg tilhører “smartphone-generationen”, og jeg går ingen steder uden den, og der er altid strøm nok på den. Den er nærmest en del af mig, jeg ved altid, hvor den er. Den er god at fordrive ventetid med. Pludselig føles ventetiden på fx apoteket ikke lang, for jeg kan jo lige lægge et par brikker i de igangværende Wordfeudspil. Men ret beset kunne jeg nøjes med en almindelig telefon, der ikke er smart.

    Svar
    1. Eric

      Ja, vel var det synd for hende, og smartphone-tanken meldte sig først bagefter.

      Jeg kan godt finde ventetiden lang på fx apoteket, og jeg bruger den på at betragte de andre, som enten venter (de fleste) eller bliver ekspederet. Det er lidt som at sidde på et piazza i Rom og glo, blot uden for forfriskning. 😉

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.