Vi tog sydpå torsdag, og som forventet var der varmere end hjemme, omend det også dryppede lidt. Planen var nydelse i tosomhed.
Det er nogle år siden, vi sidst besøgte byen hernede. Man bemærker ændringer som fx nye fortove her og der. Jeg kan se, at de er nye, for der er endnu kun få, sorte tyggegummiklatter på stenene.
Byen synes også renere nu. Der er mange flere affaldskurve, og de bliver brugt – det er en fornøjelse at se. Der er også flere hjemløse i gadebilledet, og det er ikke så fornøjeligt.
Som i alle storbyer er trafikken heftig med malstrømme af biler. Der er mange turister med bykort og kamera, og det svirrer med forskellige sprog. Der er også rigtig mange unge mennesker – byen har mange uddannelsesinstitutioner.
Hotellet ligger lige i centrum, og det er bekvemt. Planen var egentlig nydelse i stilfærdig tosomhed, men vi mødes alligevel med en af mine gymnasieklassekammerater over en kop kaffe.
Bortset fra et tilfældigt møde for mange år siden har vi ikke set hinanden siden gymnasietiden, og mødet er kommet i stand efter lidt skriveri om årgangens 40-årsjubilæum, som ingen af os deltager i.
Hans speciale er bl.a. Middelhavslandene, og han arbejder som museumsinspektør. Vi har intet nyere erindringsgods til fælles, men hans tørre humor er intakt, og vi kan sagtens snakke en halv time om gamle dage, før han må tilbage på museet.
Vi spadserer rundt og genoplever byen. Vi indlægger passende pauser, da sidste weekends lændehold stadig trækker ilinger ned i min venstre balle.
Der er ikke blevet færre cyklister, og mange af dem kører med ungdommelig dødsforagt. Cykler står parkeret overalt. Der er også en del gademusikanter. Nogen spiller godt, med andre er det så som så.
Prisniveauet er højt, og selvom man skulle tro, at der var konkurrence mellem de mange cafeer og barer, er der snarere enhedspris på kaffe og andre læskedrikke – eller måske snarere en ikke aftalt nulkonkurrencepris. I hvert fald i centrum.
Vi får en aperitif i et kælderlokale med en sofa af europapaller og et bord af krydsfiner, og vinen koster det samme som alle andre steder. De må konkurrere på andre parametre end pris, tænker jeg.
Kroatisk middag
Vi går ind på en kroatisk restaurant, hvor vi har spist flere gange for år tilbage. Så kan vi polere minderne fra fordums ture. Turene gik ganske vist til Slovenien, men pyt – maden er ikke så forskellig.
Gullaschsuppen er god, og ligeså den røde Vranac fra Montenegro, men mine cevapcici (Balkans svar på frikadellen) er tamme. De savner i høj grad hvidløg, og den røde ajvar er alt for sød.
På kortet står, at man kan få stærk, tyrkisk kaffe, så det bestiller vi med ordre om, at der kun skal bruges ganske lidt sukker.
De følger ordren, men bruger desværre også kun ganske få kaffebønner. Det er noget tyndt pjask, og den pærelikør, vi har bestilt til, smager syntetisk.
Vi går tilbage og søger trøst på cafeen, hvor vi mødtes med min klassekammerat.
Parlamentet
På himlen kredser helikoptere, og der er meget politi på gaderne. Det er sikkert fordi, vi er så tæt på parlamentet.
Vi spadserer hen til parlamentets bagindgang, men en betjent formener os adgang. Han er slet ikke bøs, snarere venlig, men vi ligner vel heller ikke typiske turistterrorister.
Vi afvises, fordi der har været valg. Vi har hørt, at den regerende koalition går af, og at oppositionens tidligere leder regner med at skulle danne regering.
Hans parti er gået 25 % tilbage og er nu overhalet af de højrenationale. De højrenationale har efter sigende fået mange stemmer på deres modstand mod indvandring og flygtninge.
Partiet står stærkt i landdistrikterne, hvor der ikke er ret mange fremmede, mens det har fået relativt få stemmer i byer som denne, hvor det vrimler med udlændinge. Det kunne mane til eftertanke, men gør det næppe.
Når vælgerne så klart har tilkendegivet, at de ikke ønsker oppositionens tidligere leder som premierminister, virker det lidt underligt, at han sikkert bliver det alligevel, men det er ikke altid nemt at forstå nationale særheder.
Sådan er det nok her: Når vælgerne har stemt, starter spillet om magten, og i det spil er der hverken krav om fair play eller popularitet.
Vi vender Christiansborg ryggen og går hjem til hotellet i Løngangsstræde.
P.S.
Det øverste foto er fra Nytorv i København.
/Eric
Fornøjeligt at læse om turen – og tænke hvor det nu var. Mit gæt var Århus til jeg fandt ud af det måtte være København. Det er sært med den magt.
Jeg syntes, det var en sjov vinkel at lade læseren svæve i det uvisse til lige før slutningen. Det var rart med et frikvarter, og det var ved at være længe siden, vi sidst havde besøgt København.
Jeg gættede ellers på at I var taget til Hobro, Randers eller Aarhus (sydpå). Men det har da været en spændende tur at dømme efter billederne og den inspirerede text! 🙂
Nej, det skulle være mere end cykelafstand 🙂 Det var rart med gensyn, og vi så også (for os) nyt. Mere herom følger sikkert.
Jeg var kommet en hel del sydligere, og så skal jeg endda en tur nordpå, fandt jeg ud af 😉 Uanset om det er syd eller nord, så er det godt at opleve andet end hjemstavnen.
Ja, det er godt at komme lidt væk en gang imellem og få lidt perspektiv. Det kunne også sagtens have været Rom fx. Det havde sikkert også været billigere, men det var efterhånden længe siden, vi havde været i Kbh. på andet end mellemlanding.
Hehe.. jeg tænkte nok der var en finte i jeres sydlige by-besøg.. 🙂
Det må jo ha’ været denne weekend I har befundet jer i landets hovedstad, var I nede ved havnen og se udspring fra Operaens tag..??
Vi besøgte skam operaen (for første gang) og så den flotte, permanente udstilling med bøger, som jeg ville give en arm for at have i min reol. Men det var fredag, og hvornår der var udspring, ved jeg ikke. Det var ikke, da vi var der – jeg ville have bemærket paraplyerne 🙂
Det var lørdag de sprang fra taget, og vejret blev skønt så vi slap for paraplyerne.. 🙂
Hehe, jeg tænkte nu på udspringernes 🙂
Sjovt, når du i en så høj grad leger turist i eget land, at vi andre er længe om at gætte, hvad det er , du taler om 🙂
Bevidst vinkel, naturligvis 😎
Fedt indlæg – jeg måtte helt ned til afsnittet om den nye regering, før det gik op for mig, at det var mit elskede København, du skrev om.
Jeg kan godt lide dit afsnit om de højrenationales stemmer i landdistrikterne, der ikke har nogen udlændinge, for det er jo sandt. Jeg har lige haft en læser ovre hos mig, der mente, at jeg stigmatiserede DF-vælgerne. Jeg var lige ved at skrive, at det ikke bekymrede mig det fjerneste at være elitær – men jeg modificerede mig for fredens skyld.
Tak Hanne. Jeg synes vitterlig, at det er tankevækkende. I byerne, hvor Fanden ikke er på væggen, men på gaden, har man en helt anden holdning, end der hvor “truslen” er abstrakt og fraværende.
Selvfølgelig er billedet broget, men når snakken går om fødselsrater, “arbejdsudbud,” og hvad ved jeg, som skal finansiere fremtidens velfærd, synes jeg, at vi skal være glade for, at landet kan tiltrække udlændinge. Ellers stiger pensionsalderen til +100.