Jeg har downloadet Edgar Lee Masters mesterværk, Spoon River Anthology, som gratis e-bog, og nu læser jeg gravskrifter.
Over 200 døde personer på kirkegården i en mindre amerikansk by skriver deres egne gravskrifter og lægger ikke fingrene imellem. Det er Edgar Lee Masters mesterværk fra 1915.
Vi snuste til det i gymnasiet, og det var nok derfor, jeg på et tidspunkt købte den danske oversættelse antikvarisk. Jeg har næppe betalt mere end en tier, men husker det ikke.
Faktisk havde jeg helt glemt, at jeg havde bogen, til jeg faldt over den på gutenberg.org som gratis e-bog; først da huskede jeg.
Ove Brusendorffs oversættelse fra 1935 står stadig fint, men originalsproget er nu engang nummer ét.
Her en smagsprøve, Ollie McGees gravskrift:
Have you seen walking through the village
A Man with downcast eyes and haggard face?
That is my husband who, by secret cruelty
Never to be told, robbed me of my youth and my beauty;
Till at last, wrinkled and with yellow teeth,
And with broken pride and shameful humility,
I sank into the grave.
But what think you gnaws at my husband’s heart?
The face of what I was, the face of what he made me!
These are driving him to the place where I lie.
In death, therefore, I am avenged.
Hendes mand, Fletcher McGee, skriver (her i uddrag):
She took my strength by minutes,
She took my life by hours,
She drained me like a fevered moon
That saps the spinning world.
The days went by like shadows,
The minutes wheeled like stars.
She took the pity from my heart,
And made it into smiles.
[…]
I beat the windows, shook the bolts.
I hid me in a corner
And then she died and haunted me,
And hunted me for life.
Masters udstillede de småbyer i Illinois, hvor han voksede op. Beboerne ligger alle på Spoon Rivers kirkegård, høj som lav, drukkenbolten, lægen, dommeren.
Nag, kærlighed, skuffelse, forfængelighed, selvbedrag, snæversyn – alt lyser ud af gravskrifterne. De er så dybt menneskelige og hudløse. De døde snakker ikke udenom.
Og nu ikke mere snak – jeg skal videre, rundt på Spoon Rivers kirkegård.
/Eric
Jeg sidder og fniser 🙂
Hellere fnise end fnyse 🙂
Den bog er ikke noget for så useriøs en person som mig, men tak for citaterne, som bestemt ikke er urealistiske. – Jeg kan godt forstå, at Tom Kristensen roste værket, men at han satte Dantes kedsommelige komedie så højt, forstår jeg til gengæld ikke. Han har måske orket at læse videre end jeg …
Skidt med Dante – ham gider jeg heller ikke. Toms pointe var vel bare, at vi her har noget unikt. Via linket til Gutenberg kan man læse online i browseren, og så kan man jo afgøre, om man gider fortsætte. Man kan jo ikke fælde dom, før man har smagt …
Bogen lyder underholdende. Kender du den lille bog “Gravfiti”? Her har Niels Vogel samlet netop gravskrifter (kortere end dine eksempler) fra forskellige del af verden. Den er også ret morsom.
Nej, jeg kender ikke Gravfiti, men vil nu holde øje.
Masters gravskrifter er skarp fiktion, og det er ganske underholdende, hvordan borgerne taler om hinanden posthumt. I Politiken roste Tom Kristensen værket til skyerne:
“Uden at overdrive var det den samme enestaaende Aandsbegivenhed, som da Dante undfangede Planen til Den guddommelige Komedie. Et Værk blev skabt. Det kan ikke efterlignes, uden at det hævner sig.”
God tur videre på kirkegården. Jeg tænkte undervejs, hvad en kommentar kunne indeholde. Lige inden du selv skrev det, var tanken dannet. Det er jo præcist menneskeligt.
Jeg kan ikke huske hvad jeg for år tilbage tænkte der skal stå på min gravsten, men det gør nu heller ikke noget, jeg skal nemlig ingen have.
Livet i retrospektiv på godt og ondt. Jeg har aldrig tænkt på, om jeg skulle have gravsten eller ej; til den tid er jeg ligeglad.