Jeg har downloadet Edgar Lee Masters mesterværk, Spoon River Anthology, som gratis e-bog, og nu læser jeg gravskrifter.
Over 200 døde personer på kirkegården i en mindre amerikansk by skriver deres egne gravskrifter og lægger ikke fingrene imellem. Det er Edgar Lee Masters mesterværk fra 1915.
Vi snuste til det i gymnasiet, og det var nok derfor, jeg på et tidspunkt købte den danske oversættelse antikvarisk. Jeg har næppe betalt mere end en tier, men husker det ikke.
Faktisk havde jeg helt glemt, at jeg havde bogen, til jeg faldt over den på gutenberg.org som gratis e-bog; først da huskede jeg.
Ove Brusendorffs oversættelse fra 1935 står stadig fint, men originalsproget er nu engang nummer ét.
Her en smagsprøve, Ollie McGees gravskrift:
Have you seen walking through the village
A Man with downcast eyes and haggard face?
That is my husband who, by secret cruelty
Never to be told, robbed me of my youth and my beauty;
Till at last, wrinkled and with yellow teeth,
And with broken pride and shameful humility,
I sank into the grave.
But what think you gnaws at my husband’s heart?
The face of what I was, the face of what he made me!
These are driving him to the place where I lie.
In death, therefore, I am avenged.
Hendes mand, Fletcher McGee, skriver (her i uddrag):
She took my strength by minutes,
She took my life by hours,
She drained me like a fevered moon
That saps the spinning world.
The days went by like shadows,
The minutes wheeled like stars.
She took the pity from my heart,
And made it into smiles.
[…]
I beat the windows, shook the bolts.
I hid me in a corner
And then she died and haunted me,
And hunted me for life.
Masters udstillede de småbyer i Illinois, hvor han voksede op. Beboerne ligger alle på Spoon Rivers kirkegård, høj som lav, drukkenbolten, lægen, dommeren.
Nag, kærlighed, skuffelse, forfængelighed, selvbedrag, snæversyn – alt lyser ud af gravskrifterne. De er så dybt menneskelige og hudløse. De døde snakker ikke udenom.
Og nu ikke mere snak – jeg skal videre, rundt på Spoon Rivers kirkegård.
/Eric