Fornuftens stemme

Medicinnedtrapningen var ingen succes, men der skulle en del til for at overbevise lægen herom.

HjerteNu har jeg ingen intentioner om, at denne blog skal udvikle sig til en sygejournal, men forløbet har fyldt meget i min hverdag siden weekenden.

Som jeg skrev i sidste indlæg, endte stoppet for betablokkere med, at jeg fik hjertebanken og arytmisk puls ved den mindste anstrengelse.

Jeg fik en akuttid mandag formiddag. Først blev der taget hjertekardiogram, og dernæst målte lægen mit blodtryk.

Da målingerne var overstået, tog jeg den sidste betablokker, som jeg havde medbragt.

Lægen kunne ikke tolke kardiogrammet, som hun beskrev som ”kaotisk”. Hendes kollegaer kunne ikke hjælpe, så hun kontaktede eksperterne på kardiologisk og sendte dem billeder over sin mobiltelefon.

Derefter ventede jeg i en times tid, og jeg mærkede klar bedring pga. betablokkeren, inden jeg igen blev kaldt ind til lægen.

Eksperternes mening var, at kardiogrammet var helt normalt, og at betablokkere ville være ”overbehandling”.

Det er sikkert rigtigt, at kardiogrammet var ”normalt”, men for mig er det bare ikke normalt at have et eksprestog i brystet, så jeg var slemt skuffet. Jeg kunne dog sagtens forstå, at når hun selv havde bedt om råd, kunne hun ikke sidde svaret overhørig.

Jeg fik taget nogle blodprøver, det kunne jo have andre årsager, og jeg fik en ny tid onsdag (i dag), hvor resultaterne af prøverne ville være klar.

Jeg havde det storartet, da jeg cyklede hjem, og der var intet særligt at mærke, da jeg bagefter tog min puls. Den hjertebanken, jeg før havde følt, var forstummet, betablokkeren virkede.

Tirsdag

Tirsdag havde jeg det fint om morgenen, men i løbet af dagen, forsvandt virkningen af mandagens betablokker.

Da jeg efter hjemturen tog min puls, var den så vild og arytmisk, at jeg blev bange.

Onsdag

Jeg havde egentlig forestillet mig, at jeg skulle på arbejde før lægebesøget, men jeg havde det så skidt, at jeg meldte mig syg.

Jeg rystede lidt på hænderne og følte overtryk i kraniet, som om jeg havde tømmermænd. Jeg følte ikke, at jeg havde fuld kontrol, og lod derfor cyklen stå og tog bussen i stedet.

Alt ved blodprøverne var normalt, men grundet min utilpashed blev der lavet et nyt hjertekardiogram. Det var også ”normalt”, men det er jo heller ikke fysisk belastende at sidde i et venteværelse.

Jeg spurgte lægen, at hvis eksperterne mente, at betablokkerne var ”overbehandling”, hvad var den passende behandling så?

Det spørgsmål stillede hun såmænd også sig selv, for der var jo ingen tvivl om, at jeg havde det dårligt.

Jeg fortalte hende, at jeg har arbejdet med proces- og kvalitetsstyring i 30 år, og at vi, når vi er i tvivl, kører et forsøg. Hvad om vi forsøgte med betablokkerne en uges tid og så vurderede?

Den købte hun, velsagtens af mangel på andre forslag. Blot forlængede hun min uge til 10 dage.

På vejen hjem hentede jeg medicin på apoteket, og hjemme slugte jeg hurtigt en betablokker. Efter en time havde jeg det meget bedre.

Det gik faktisk så hurtigt at få slugt pillen, at jeg først bagefter så, at jeg har fået piller med 100 mg og ikke de ordinerede 50.

Fint, så holder de dobbelt så længe, og jeg kan med dette indlæg kalde mig betablogger.

/Eric

18 thoughts on “Fornuftens stemme

  1. Jørgen

    Hvordan mon hjertekardiogrammet havde set ud hvis det var optaget under løb på stedet?
    Jeg tror det er fint at hjælpe lægen med en ide i en situation som denne. I øvrigt kan tankegangen være nyttig for lægen i andre situationer og derved kan den indgå i lageret af muligheder, som jo øges med erfaringen. Det er en god løsning som man andre kan søge at huske skulle der være behov herfor siden.

    Svar
    1. Eric

      Du har fuldstændig ret. Hvis patienten oplever symptomer i specielle situationer, skal de så vidt muligt genskabes under målingen frem for dvaletilstanden efter en time på en stol i venteværelset.

      Svar
    1. Eric

      Ja, det var godt, og jeg er ret sikker på, at det virker: Eksprestoget er parkeret i remisen, og jeg har det meget bedre allerede nu. De kommende dage må vise, om det er en holdbar og vedvarende løsning.

      Svar
  2. Anni

    Puha, Jeg ved sørme ikke hvad jeg skal mene om det lægebesøg! Hvis ikke du havde insisteret? Og hvordan/hvor er det gået galt med at du istedet for 50 mg fik 100 mg tabletter.? Men godt det blev klaret inden I skal på ferie.

    Svar
    1. Eric

      Jeg tror, det kan være svært for en ung læge at sætte sig op mod de faglige autoriteter, og hvis jeg havde insisteret, som du skriver, kunne udfaldet være blevet et andet. Jeg tror, at forslaget om et forsøg gjorde udslaget – det er ikke så forpligtende, og når patienten nu siger …
      Og ja, det var godt, at det blev klaret inden ferien. Det var min frygt, at den ville blive spoleret.

      Svar
      1. Eric

        Nå ja, de 100 mg er sikkert fra før dosen blev sat ned og er ikke blevet rettet. Så nu har jeg til 198 dage, hvis det løser problemet, og det ser det stærkt ud til 😉

        Svar
      1. Stegemüller

        @ Eric

        Jeg har lige siddet og læst dine seneste indlæg, og blandt andet et, hvor du beskriver, at sundhedsvæsenet faktisk virker. Jeg erklærer mig hermed som medunderskriver. Det virker, når de kan se, det er alvor. Nogle gange burde de bare kunne se, det ER alvor, eller lytte mere til patienter, der siger, det er alvor.

        I din situation er det noget pudsigt, at du selv skal foreslå et forsøg for at udstyre hende med legitimitet overfor de sikkert mere erfarne kolleger. Det er da pudsigt, at du får det meget bedre efter en time, hvor betabloggeren sætter ind. Man kunne vel tænke, at betabloggerne virkede? Spørgsmålet er selvfølgelig, om du bare kan gå rundt og spise dem restens af livet?

        Svar
        1. Eric

          Ja, vel virker det, men der er åbenbart stadig faglig arrogance her og der, som gør, at man ikke lytter til patienten. Her tænker jeg specifikt på “eksperternes” udtalelse om, at betablokkere ville være overbehandling. Det var den bemærkning, som forsinkede løsningen, og når jeg kalder den arrogant, er det fordi, den ikke blev ledsaget af et forslag til, hvad der så ville være passende behandling.
          Jeg synes, at min unge læge viste mod ved at lytte til fornuftens stemme. Her, morgenen efter, er der en verden til forskel. Jeg er træt, men har det helt fantastisk godt. Skal jeg så spise de piller resten af livet, er det vilkåret.

          Svar
          1. Stegemüller

            Helt enig i det med arrogancen og hvad der så var den passende behandling. Den møde jeg tit hos ældre læger, mens de unge som HR er mere lyttende..

            Ja det må du måske, men alternativet er værre! Herregud en lille tablet hvis det der der der skal til for at du kan nyde dit otium med fx at slå græs 🙂

            Du må have en god dag.

            Svar
            1. Eric

              Tak, det er næsten for sent at sige “i lige måde”, men jeg gør det alligevel. Det blev en god dag, for jeg har haft det så godt, så gost 🙂

              Svar
  3. Ellen

    Kan man så kalde dig for en betaversion?
    Godt, du er stædig, hvilket sommetider er nødvendigt. Lægerne skal da lytte til patienten (også) og ikke kun tro på hvad de ser – folk med normalværdier kan sagtens være syge.
    Jeg håber det virker, men det lader det til, at det gør.

    Svar
    1. Eric

      Jeg har aldrig været alfahan, så det kan man vel 😉
      Jeg syntes, hun var god til at lytte. Jeg tænker, at hun følte sig fagligt forpligtet til at følge eksperternes råd, men havde mest lyst til at gøre det modsatte. Måske gav mit forslag om et forsøg hende det alibi, hun syntes, hun manglede. “Man skal ikke altid være så firkantet” var en af hendes afskedsreplikker.
      Det har virket før, så sent som i mandags, så jeg tror, at det virker igen. Ellers har vi en ny situation, hvor de så må finde ud af, hvad der er passende behandling.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.