Torsdag syntes jeg, at der skulle ske noget mere end kaffe på altanen, så jeg tog bussen til smukke Taormina.
Udsigt fra Taormina
Omkørsel og forsinkelse
Bussen kører 9:05, og jeg er ved stoppestedet på hovedvejen små 10 minutter før. En ung kvinde med hennahår venter også. Hun er meget lidt solbrændt og taler i telefon. Sproget kunne være russisk.
På den anden side af vejen er der en billetkiosk. En lille mand træder ud og råber til os, at bussen ikke kører herfra – det nordgående spor er blokeret, så bussen kører i stedet ad strandpromenaden.
Han spør’, om jeg har billet. Den havde jeg tænkt mig at købe i bussen som så mange gage før, men nej: Jeg skal købe hos ham, siger han.
Jeg er ligeglad og be’r om en retur, som er lidt billigere end to enkelte. Så vil han vide, hvornår jeg skal retur. 11:15? 12:15? Det spørgsmål undrer mig såre, og da jeg ikke aner, hvornår jeg vil tilbage, skærer jeg gennem bøvlet og be’r om en enkeltbillet.
Jeg følger efter hennahåret til stoppestedet på strandpromenaden. Solen bager, og jeg tager trøjen af. Vi venter i ca. 20 minutter, før bussen kommer. Den er næsten fuld, men jeg får et sæde.
Mod Taormina
En håndfuld står af ved jernbanestationen, og flere vil ombord, men chaufføren tæller tomme sæder og siger til de ventende, at der kun er plads til tre. Han vil nok ikke have stående passagerer, når vi skal op gennem hårnålesvingene.
Der er hoteller og blomsterpragt under hele opkørslen til Taorminas busterminal. Bussen tømmes, og jeg går mod centrum. Mine ben havde glemt, hvor langt der er.
En mand i orange arbejdstøj sidder på knæ og luger ukrudt mellem kantstenen og asfalten. Han må gerne komme forbi Birkevej.
Corsoen og turister
Jeg kommer op til corsoen, ”hovedgågaden”, og ærgrer mig over forsinkelsen – der er allerede mange turister. Vejen til det antikke, græske teater er én lang kødpølse af turister og skolebørn.
Kort efter gør jeg holdt ved en kaffebar. Jeg er sukkerkold og bestiller en cornetto og en espresso. Jeg kommer af med 4 euro, det er endnu ikke københavnerpriser.
Jeg går ad corsoen til torvet. Jeg holder mig langs husmurene, for midt på vejen marcherer den ene busfuld efter den anden blindt efter guiden, der som en general fører tropperne i kamp med højt hævet nummerskilt.
Der er luksusbutikker med designertøj, delikatesser og souvenirs. På vestre hånd går smalle trappegader nedad, og en delikatesseforretning sælger bl.a. tørrede Karl Johan-svampe: 9 euro for 50 gram. I den hjemlige Aalborg-brugs koster 30 gram 32 kroner.
Jeg gør holdt på torvet og beundrer udsigten over havet og Giardini Naxos dybt nede. Et hvidt krydstogtsskib ligger for anker i bugten.
Kirken åbner først om et kvarter, siger én amerikaner højt til en anden. Jeg har fundet skygge på en stenbænk og ryger en pibe tobak, mens flere flokke kommer vrimlende.
Flugt
Nej, nu er der simpelthen for mange mennesker! Jeg haster tilbage, samme vej som jeg kom, og drejer fra ved de dyre Karl Johan-svampe.
Straks er der færre mennesker og meget roligt. Jeg går nedad med retning mod parken. Der er mange butikker med kunsthåndværk, småhoteller og restauranter. Der bor sikkert også lokale, men hvor de køber ind, ved jeg ikke.
Jeg går gennem parken og dvæler kun kort ved udsigten (billedet øverst). Jeg har fået nok og vil hjem. Hvis jeg skynder mig, kan jeg nå bussen 10:45.
Tempoet gør mig varm, men jeg når det. Køber en billet og stiger på bussen, der kører umiddelbart efter.
Nu går det ned gennem hårnålesvingene, og efter 20 minutter står jeg af ved Via Dalmazia i Giardini Naxos. Bussen fortsætter mod Catanias lufthavn.
Efter frokost er det tid til en siesta. Den er velfortjent, når man kun har sovet 8-9 timer.
/Eric
Jeg var så ikke den eneste, der troede vi skulle læse om en svindler 🙂 Jeg kan godt lide at Dior butikken ikke får lov at være prangende udadtil på facaden.
Trods de mange turister er facaderne i Taormina pænt afdæmpede, når man ser bort fra smukke blomster, der hænger i guirlander fra altanerne.
Puhhh, turister! Det er nu sjovt, at de fleste af os meget gerne vil være turister, men det er de færreste, der synes det er sjovt med alle de andre turister 😀
Det er i hvert fald en bemærkning, jeg ofte hører: Vi ville gerne der-eller-derhen, men har på fornemmelsen, at det er alt for turistet …
Ellers var det bestemt en hyggelig tur, du tog os med på, og vi kunne nøjes med at læse om de mange mennesker uden at skulle rende ind i dem hele tiden, men det er da også temmelig tidligt, at det er så voldsomt, er det ikke? Men det er det måske i hele sommerhalvåret på Sicilien?
@Ellen, en begrænset mængde turister er vel ønskelig, da det medfører nogle af de behageligheder, vi værdsætter, når vi er på rejse, men når mængden bliver som en græshoppesværm, er det bare for meget.
Taormina er i særklasse smuk og slem.
Det er godt med en udflugt ved behovs opståen, men lige så godt at tage tilbage ved næste behovs opståen.
Jeg troede egentlig også at billetmanden var svindler, men åbenbart var det ikke tilfældet.
En på øjet midt på dagen er et must! Så de trætte ben kan komme sig og overstimuleringen af turister kan fortage sig.
@Jørgen, det er fint, når behovene tilfredsstilles så nemt 🙂
Man skal passe på svindlere i Italien, men især hvor der er mange turister. Fx i Rom hvor vi i 2010 oplevede svindlere på nært hold: https://sitestory.dk/rejser/rom-2011/svindlerne-i-rom.htm
Vores lille billetmand var bare en emsig embedsmand, og det var da fint, at han fortalte om omkørslen.
Jeg sad med tilbageholdt åndedræt og ventede på, at busbilletsælgeren var en svindler. Men nej, det eneste massive indtryk var – for læseren – forestillingen af turistguiderne med et biologisk følge af videbegærlige og føjelige disciple, der på et tidspunkt blev sluppet løs i luksusbutikområdet.
Iagttagelsen af, at ens “gåben” synes at have deres egen hukommelse, er vist kendt af de fleste, ikke bare maratonløbere. Godt at siestaen indgår som rekreativ menu. 😉
@Erik, man skal virkelig tage sig i agt for disse turistflokke, som blindt tramper i guidens hæle.
Siestaen er et vigtigt rekreativt element i rejser sydpå 🙂