Alt har stået på gloende pæle, fordi vi skulle flytte, men nu er der ved at være ro på. Godt det samme, for det har været hårdt og hektisk.

Vi er ved at være på plads. Her læsekrogen.
Flyttefirmaet leverede 80 flyttekasser, men et par dage før flytningen måtte jeg rekvirere flere.
Selve flytningen den 4. december gik gelinde. Flyttemændene var meget påpasselige, og Hasseris Flytteforretning fortjener en anbefaling.
Fase 2, tømning af bilen, gik nemmere end forventet, for fra flyttebilens bagsmæk kunne de lempe alt ind gennem vinduet til soveværelset. Det sparede tid.
Kaos
Da flyttefolkene vinkede farvel, var alle møbler på plads, og 93 flyttekasser stod stablet i lejligheden.
Nu fulgte nogle dage med tømning af kasserne. Vi fik ondt i både ryg og ben af de uvante strabadser og var dødtrætte hen under aften.
Samtidig var det kaotisk, fordi det, man lige skulle bruge, gemte sig i en af mange flyttekasser eller var på tålt ophold et sted, ingen af os kunne huske.
Mandag fik vi sat lamper op og skiftet et par kontakter. Mens elektrikeren rumsterede, kunne vi ikke futte rundt og tømme kasser, så det var en velkommen hviledag.
Onsdag kunne vi endelig tømme den sidste kasse og sætte den ud i skuret til de andre. Hurra for skuret! Kasserne blev afhentet fredag den 12.
Borydning og overdragelse
Vi havde entreret med et borydningsfirma, der skulle bortskaffe de møbler og ting, som ikke skulle med til vores nye hjem, og som ikke skulle overtages af de nye ejere.
Vi havde aftalt rengøring af køkken og badeværelse, men da vi kom til overdragelsen, fredag den 12., kunne vi konstatere, at det var så som så med rengøringen. Badeværelset var slet ikke gjort rent, og i køkkenet var køleskab, vindueskarm og vask ikke rengjorte. Det var også lala med alle flader undtaget gulvet. Det var vi ikke glade for at byde de nye ejere!
Dagen efter sendte jeg en klage (med fotos) til firmaet. Det kunne de sandelig ikke forstå og bla-bla, men da det var for sent at gøre noget ved det forsømte, slog de på mit forslag af på prisen, og da vi således har indgået ”forlig”, vil jeg ikke hænge dem ud med firmanavn, selvom jeg har lyst.
Alt det løse
Det er svært at flytte til noget mindre, og vi skal skaffe os af med endnu mere tøj, tæpper, håndklæder, sko og hvad ved jeg.
Derudover er der alt det praktiske med at melde flytning her og der, opsige forsikring, kontakte elleverandør, renovation, fjernvarme, vandværk, skattevæsen osv. osv.
Internetforbindelsen fungerede straks, teknikeren havde været på besøg, men den trådløse printer kan ikke forstå en frekvens på 5 GHz, den insisterer på 2,4.
Det har før været til stort besvær, men her gik det nemt, fordi jeg via udbyderens hjemmeside kunne etablere en kanal med 2,4 GHz og give den samme navn og adgangskode som printerens ”gamle”. Derved slap jeg for bøvlet med at uddanne printeren på ny.
Forsikringsbesvær
At opsige indboforsikringen hos Alka var meget besværligt. På deres hjemmeside kan man bestille alt i forsikringer, men man kan sjovt nok ikke opsige en forsikring.
Jeg orkede ikke telefonkøen og skrev i stedet en mail. Der gik en uge uden svar. På hjemmesiden bestilte jeg en opringning, men de ringede aldrig.
Modvilligt måtte jeg så stille mig i telefonkø, og det tog ”kun” 10-15 minutter at komme igennem. Jeg sagde, at jeg ønskede at opsige vores indboforsikring, policenummer xxx, hvorpå han begyndte at forhøre mig om årsagen. Da brast min tålmodighed, og jeg bad ham meget kontant om blot at sørge for opsigelsen.
Ro på
Nu er der endelig ved at være ro på, og snart tikker købesummen for huset ind på kontoen – det økonomiske tidevand vender. Den glæde tog vi forskud på søndag ved at spise på Ristorante Fellini. Skovsvampesuppe, havtaske og Gorgonzola-dessert var en glimrende afveksling til al den ”nemme” mad, vi levede af i de hektiske flyttedage.

Gorgonzola-dessert på Fellini
Nu mangler vi stort set kun at hænge billeder op, så er jeg klar til at indtage lænestolen, indhylle mig i et slumretæppe og igen blive tilskuer til verdens vanvittige udvikling anført af galningen i Det hvide Hus og hans ligesindede.
93 flyttekasser er jo nærmest en livsinventarliste i pap, men godt at høre, at selve flyttedagen forløb så gnidningsfrit.
Jeg kan især nikke genkendende til paradokset med at flytte til mindre: Man opdager pludselig, hvor meget ‘nyttigt’ man åbenbart har levet uden før. Og så alt det administrative bagefter – en flytning i sig selv, bare uden kasser.
Tillykke med udsigten til ro, lænestol og slumretæppe – det er velfortjent efter sådan et forløb. Må de sidste billeder finde deres plads uden dramatik.
@Uffe
Tak for det gode ønske, i dag skal jeg købe billedophæng, som kan tage kampen op med betonvægge.
Generelt er det tid til en ny status, nu man har fået overblik: Hvor mange skjorter, underbenklæder, puder osv. har man egentlig brug for? – Der skal helt sikkert skæres ned, og det skal ikke vente så længe, at det igen bliver en normaltilstand. Men det er aktiviteter, der skal aftales og koordineres med lænestolen.
93 flyttekasser … Jeres træthed er fuldt forståelig. Nu har du jo så vist lidt billeder fra jeres nye hjem. Det ser lækkert ud!
Mens du var væk, holdt den orange galning mod vest sig sådan set i skindet lige bortset fra, at det ser ud til, at han nu (også) vil have Venezuela
En anden kommentator foreslog “Julen har bragt velsignet bud”. Jeg synes nu I skal prøve med “Julen har englelyd”, gerne i denne version: https://www.folkekirken.dk/tro/salmer/julen-har-englelyd
@Hanne
Ja, det er en dejlig og rummelig lejlighed, og der er et dejligt lysindfald i stuen og køkkenet.
Den orange kan aldrig holde sig i skindet, det er snarere de danske medier, der ikke dækker alt – jeg følger med i nogle amerikanske medier, og der sker en masse. Når demokraterne næste år vinder majoriteten, tror jeg, at en ny rigsretssag er uomgængelig – der er rigeligt at “bide i”.
Helle og jeg synger ikke juleaften – det skulle da lige være på sidste vers.
Når fam. Bentzen inden længe istemmer ”Julen har bragt velsignede bud”, kan I med en tung retfærdighed betragte de nye omgivelser og nyde frugten af x antal timer og dages hårdt arbejde, hvad enten det var fysisk eller psykisk. Sidstnævnte skal ikke undervurderes. Immunforsvaret arbejder på højtryk uden skelen til antal flyttekasser og genstridige forsikringsselskaber.
”Afrydningsfirmaets” manglende indstilling til betydningen af begrebet ”jobprofessionalitet” kan denne kommentator genkende fra tidligere bobehandlinger i Region H. Man(d) skal desværre ofte mandsopdække det ”fagområde”. Men fordelen ligger så i, at provinsens firmaer (vælg selv branche) ofte er noget mere ømfindige med renommeet. En dårlig anmeldelse breder sig som en influenza-bakterie og det kan godt blive ”kronisk”.
Nogle gange opleves ved sådanne flytteprocesser, at man bliver nødsaget til i en periode at bruge en ekstern boks som buffer, især når der flyttes fra stort til småt. Det tyder på en fortrinlig planlægning, at indholdet af de sammenklappede 93 kasser samt møbler og alskens løsøre har fundet plads. STORT kompliment til matriklens indbyggere for dette facit!!!
Velkommen til mange gode og seniortilpassede år, stadig i DK-9000!
@Erik
Da min mors bo skulle ryddes, var der ikke en finger at sætte på arbejdet. Den lemfældige rengøring i vores tilfælde undrer mig egentlig, for alt andet blev udført ganske som aftalt. Nu afventer jeg at se fakturaen og det forventede afslag.
At (næsten) alt har fundet plads skyldes mest den nådesløse bortskaffelse af ting FØR flytningen. Og i dag kan vi se, at den ikke var nådesløs nok – mere skal ud. En stærkt medvirkende faktor var også, at alle bøger var transporteret til lejligheden forinden.
Nu afventer vi blot, at solen får en højere bane, så vi kan nyde otiet på altanen 🙂
Jeg er meget imponeret over, at I har tømt alle flyttekasser – efter min erfaring er der gerne nogle få, som tager ophold i et værelse i en rum tid fremover … men okay, I er jo flyttet til noget mindre, så I har måske ikke et værelse til de kasser, man ikke lige orker at tage sig af nu.
Alka skal man åbenbart undgå. De lyder også ekstraordinært tunge at danse med, men jeg har aldrig selv sagt noget op, kun flyttet, og der klarer det nye selskab den slags formaliteter.
Og rengøringen – jeg håber du fik et ordentligt afslag, siden de må have løst under halvdelen af opgaven.
Alt det besvær, du så malende skriver om her, ved jeg jo godt man skal igennem, men det er nok lige som med børnefødsler: Det er rædselsfuldt, men man gør det igen desuagtet, for man glemmer på en måde smerten/besværet. I hvert fald fortrænger … det bliver dog mere besværligt og udmattende med alderen; det er der ingen tvivl om – og jeg ved med rimelig stor sandsynlighed, at vi også skal igennem det samme – og vi har ikke tænkt os at udvise den samme rettidige omhu, som I har gjort.
Tillykke med det den lækre fejringsmiddag var velfortjent, og jeg håber I vil nyde forhåbentlig mange år i jeres nye hjem.
@Ellen
Pladsen var trang, før vi begyndte at pakke ud, men det gik. Heldigvis har vi et aflåseligt skur på 8-10 m2, der kan bruges som “magasin”.
ALKA forekom mig at være et udmærket selskab, men så blev det solgt til Tryg …
Vi er glade for, at vi gjorde alvor af snakken, inden vi bliver for gamle, for det er et mareridt at flytte. Som jeg skrev i et tidligere indlæg, bliver min næste flytning til en etværelses med låg.
Hahaha, og vi har Tryg 😀 – godt nok via FDM, men vi er SÅ glade for dem. Vi lader bare være med at sige dem op, så …
Hehe! Vi var også godt tilfredse med deres rejseforsikring i oktober, så det er blandede bolsjer.
tillykke med jeres nye hjem. det er hårdt at flytte. godt at I nu er på plads.
@Lene
Tak! Og ja, det er godt – nu mangler kun småtterier.