Til Østrig med pragtfuldt aprilvejr: 24° og høj sol. Vi skal til seminar om alternative brændsler i cementindustrien og rejser dagen før.
På vej mod Graz
Cementovne har større appetit på brændsel, end Churchill havde på whisky og cigarer, og det siger ikke så lidt.
Så når prisen på fossile brændsler kun går én vej, og CO2 er et globalt fyord, arbejder alle cementproducenter på at øge brugen af alternative brændsler. For når hensynet til miljø og økonomi går hånd i hånd, er alle glade.
Fra Danmarks eneste cementfabrik deltog to personer i European Cement Research Academys seminar om alternative brændsler: Kim og jeg.
Der var afhentning i Graz’ lufthavn tirsdag kl. 12, men for at nå det måtte vi af sted mandag. Først fra Aalborg til København, derfra til München og så videre til Graz i det sydlige Østrig, hvor vi landede ved 16-tiden.
Flyrejser og lufthavne er så spændende som savsmuldstapet, og det mest interessante ved turen var, at urinalerne i Münchens lufthavn har påmalet en flue, man kan sigte efter.
Det var noget, man fandt på i Schipol (Amsterdams lufthavn). Mange mænd overvurderer både rækkevidde og træfsikkerhed, men en lille, malet flue skærper fokus og reducerer omkostningerne til gulvvask.
I Tyskland tager taxier ikke mod kreditkort, og det gør de åbenbart heller ikke i Østrig, så Kim måtte modvilligt hæve kontanter. Modvilligt, fordi det gør rejseafregningen mere besværlig.
Ifølge booking.com ligger hotellet kun 2,6 km fra lufthavnen. Det må være i fugleflugtslinje, men skidt. Der var rig lejlighed til at betragte landskabet og industrikvarteret, da vi kom til at køre efter en traktor uden mulighed for at overhale.
Vi tog det med ophøjet ro, havde ikke travlt, men chaufføren var voldsomt irriteret over pløjetempoet og valgte den første mulige sidevej. Det forlængede sikkert turen, men vi kom hurtigere frem, og ruten var kønnere end hovedvejen.
Vejret var pragtfuldt med høj sol og 23-25°, og da svælget bliver frygtelig tørt af flyrejser, fandt vi hurtigt hotelbarens terrasse og bestilte skummende fadøl.
Foråret var mindst en måned foran det danske. Der var blomster, varme og hvepse. De sidste faldt for Kims charme og lod mig i fred.
Meget mere skete der ikke den dag. Hotelrestaurantens menu var kartoffelsuppe serveret i henkogningsglas og perfekt stegt svinemørbrad med pestogrøn risotto og lynstegte grøntsager.
Den røde zweigelt-drue fra Burgenland var ok, men bliver ikke et eksporteventyr.
I en smøgpause i gårdhaven faldt jeg i snak med en græker, og den lune aften føltes ekstra behagelig, da han fortalte, at vejret var en del ringere i Athen.
Værelset var dog for varmt, og med en madras så blød som en burgerbolle blev det kun til intervalsøvn. Jeg vågnede permanent ved 4-tiden, og efter to timers hvileløs kropsrotation byttede jeg sengen ud med det miljøsyndige badekar.
Det varme vand dulmede min søvnige selvmedlidenhed, og nu var det dagen, hvor seminaret skulle starte.
(fortsættes)
Jeg savner også – et miljøsyndigt? – badekar. Det er nu engang godt for kroppen. Og jeg noterer at jeg ikke er den eneste, der har noteret sig fremherskende overvurdering ved urinalerne og hvad deraf følger.
Jeg var godt klar over at cementfabrikker var nogle energi-forslugne størrelser, men det er jo nok ikke værre end et stålvalseværk. Jeg håber konferencen og rejsen fortsætter med lige så mange gode oplevelser 🙂
Da seminaret starter, bliver alt mere seriøst. 😉
Lyder som hårdt arbejde.. men nogen må jo gøre det.. 😉
Ja, vel arbejder jeg hårdt 😉
Østrigske rødvine er ikke rigtig noget at skrive hjem om – og det gjorde du så heller ikke.
Når jeg læser dette og ser dit luftfoto, kan jeg godt se, at det er for længe siden, vi har været i Østrig.
I England tager taxierne generelt heller ikke kreditkort – det er åbenbart standarden mere end det modsatte – men det med, at rejseafregningen skulle være mere besværlig kommer vist lidt an på firmapolitikken vedr. dette – men okay, man er nødt til at hæve lidt kontanter.
Og så har Kim nok ikke en Ellen til at klare sagerne for ham, vil jeg gætte på 😉
Der er så kjønt i Østrig, men desværre er der ikke tid til at se så meget på en tur som denne. Det bliver glimt i forbifarten.
Jeg tror egentlig, at det er ualmindeligt at kunne betale taxi med kreditkort. Når kontanter besværliggør rejseafregningen, hænger det sammen med, at de resterende småmønter ikke kan overføres digitalt. Ved andre kortbetalinger får bogholderiet automatisk info og skal i princippet blot have et omkostningssted eller projektnr. til konteringen. Vistnok – på de seneste rejser har jeg heldigvis været sammen med overordnede, og iflg. rejsereglerne er det dem, der står for betalinger 🙂
23-24 grader – helt vildt i april, men de har jo det fantastiske fastlandsklima, som jeg virkelig godt kan misunde dem. Jeg kender kun Østrig fra bjergtoppe på vandreture, og der er det intet mindre end et fantastisk land at besøge, og når man kommer ned igen godt træt i fødder og ben, kan man nyde en – eller to – af deres dejlige øl.
I øvrigt: sjov idé at servere suppen i henkogningsglas.
Ja, det var vildt godt vejr, men en af de lokale sagde også, at det var helt usædvanligt, så vi var heldige.
Østrig er et meget smukt land for vi lavlændinge; desværre var der ikke tid til at lege turist.