Altså en politik til beskyttelse af personlige oplysninger. Det har alle de store websites. Så det må jeg også ha’!

Det er fint med sådan en politik. Det var også nemt at skrive en tillidsvækkende erklæring, så du kan føle dig tryg – ved mig i hvert fald. Jeg kunne ikke drømme om at misbruge personlige oplysninger, hvis jeg kunne få fingre i dem.

Hvorfor i al verden skulle jeg også belemres med dine personlige oplysninger? Der er i forvejen rigeligt, man skal passe på nu om dage. Tænk bare på kodeord, AIDS, herreløs bagage og UV-stråler.

Jeg er diskretionen selv. Selv hvis du kommenterer et blogindlæg og plaprer ud med personlige oplysninger (skriv, skriv! Jo saftigere, jo bedre!), lover jeg at beskytte dem med lejlighedsvis backup.

I min beskyttelsespolitik gør jeg dog klart, at jeg ikke har nogen indflydelse på, hvordan diverse efterretningstjenester overvåger din færden på nettet for (angiveligt) at beskytte dig mod terror.

Jeg lover dog, at jeg ikke vil skrive manualer til fremstilling af bomber og den slags (isbomber undtaget). Hvis du tilfældigt kom ind på sådan en side, kunne det kompromittere dig alvorligt og bringe dig i terrorbekæmpernes søgelys, og der er præcedens for, at PET bruger hjemmesidebesøg som ”bevis” i retssager.

I øvrigt skal man have en beskyttelsespolitik, hvis man annoncerer med Google Adsense, og det gør jeg jo. Til syvende og sidst forbliver det en tillidssag, og al skriveriet om beskyttelse af personlige oplysninger udspringer sikkert af amerikanernes velbegrundede frygt for vanvittige retssager.

Hov, det minder mig om, at jeg hellere må advare:

• Læsning af denne blog er frivillig, og jeg kan derfor ikke drages til ansvar for, om dit humør påvirkes i positiv eller negativ retning.
• Selvom jeg har ophavsretten, er det dit eget ansvar, hvis du spiser en udskrift, som ikke er trykt med økologisk toner eller blæk, og får problemer med fordøjelsen.

Pas på dig selv. Mit ord er et ord, men andre steder kan det være bogstaver sammensat uden samvittighed.