Historien om den lyserøde hund er en af de få kulørte i Nordjyllands Politis døgnrapporter, som ellers er en endeløs liste over indbrud.
På Nordjyllands Politis hjemmeside finder man redigerede døgnrapporter. De fleste er en deprimerende opremsning af indbrud, men der er undtagelser:
12. – 13. juli 2009 kl. 20.53 – Hund malet pinkfarvet
Politiet fik en anmeldelse fra Frederikshavn, hvor ukendte var blevet vrede på en hund. Hunden havde muligvis gøet lidt rigeligt af forbipasserende. Det fik de ukendte gm. til at sprøjte hunden i hovedet med lyserød maling. Hunden blev for en kort stund omdøbt til “Pink panther”.
Når man ser, hvad rapporterne ellers indeholder, kan man ikke fortænke rapportskriveren i at muntre sig, når chancen er der.
Jeg blev egentlig overrasket over, at der begås så mange indbrud. De fleste er jo nok berigelseskriminalitet. Ellers ville jeg undre mig over tyven, der brød ind hos vinhandleren for at løbe med en computer.