Naboen har vist haft indbrud. I går aftes havde de i hvert fald besøg af politiet, som gik rundt med politistavlygter og så på vinduer.

Den ene betjent betjente endda en hammer og slog søm i en vinduesramme. Det kan man da kalde service og endda uden for normal arbejdstid.

Man burde jo nok holde øje med naboens hus, men vi har ikke for vane at trykke næsen mod vinduet og har ikke set en pind. Jeg var nok heller ikke skredet til civil anholdelse:

”Kan De straks lægge de koster tilbage! Klokken er nu xx:yy, og De er anholdt i dronningens navn.”

Man skal huske det med dronningen, hvis man vil have return on investment for apanagen, men jeg havde nu nok bare ringet til politiet. Hvis jeg altså havde set noget.

Indbrud hos naboen er ubehagelig tæt på. De skal altså ikke bryde sig om at bryde ind her, men gør de det alligevel, håber jeg sørme, at de hugger det gamle fjernsyn.

Det er dog nok for optimistisk. Der er mere, de hjertens gerne må stjæle, men hvordan lokke dem til at snuppe fx computerne og printerne i kælderens digitale kirkegårdsafsnit?

Det ville også fryde mig inderligt, hvis de løb med plæneklipperen, hækkesaksen og sneskovlen, men nok kun kortvarigt. Jeg kan fantasere, men er ikke fantast.

Bedste bud er nok de store papkasser med frasorterede bøger. Selvfølgelig er det en fordom, at indbrudstyve ved mere om fladskærme end om bøger, men jeg kunne prøve at lægge en seddel øverst i kasserne:

”Sjældne og kostbare førsteudgaver til Sotheby’s auktion, 34-35 New Bond Street GB-London W1A 2AA England”

Går den, så går den.