Medierne har knap gidet omtale, at Danmark nu sender landtropper, som skal operere i Irak og Syrien. Krig er blevet hverdags no-news.
Et er at have nogle fly til sandblæsning, noget andet er støvler på jorden; men meget andet trækker større overskrifter, og kun få stiller spørgsmål om det formålstjenlige. Det kan undre, men måske er det fordi, at krig er blevet hverdag.
”Forstærket bidrag til indsatsen mod ISIL” er overskriften i statsministeriets pressemeddelelse, som taler om nødvendigheden af at bekæmpe ISIL.
Da Danmark sendte tropper til Irak første gang, var der en slags målsætning, nemlig at destruere Saddams masseødelæggelsesvåben. Det var i det mindste det, man sagde.
Da der så ikke var nogen masseødelæggelsesvåben, løb krigen ud i ørkensandet. Man fik vippet Saddam og høstede kaos, flygtninge og ISIL.
Derefter Afghanistan uden exitstrategi. Nu har vi forladt Afghanistan, Taleban er på vej tilbage, og mange flygter. Opnåede man noget varende?
Så var der et intermezzo i Libyen, og nu går Danmark igen i krig uden exitstrategi.
ISIL er nogle værre nogen, men tror man på, at krigen kan vindes, og hvornår er den i givet fald vundet? Hvad skal vi opnå, før vi trækker tropperne hjem, og hvad skal de efterlade?
Hvad er politikernes endemål? Har de overhovedet gjort sig nogen tanker, og er de i givet fald realistiske?
De formidler ikke andet, end at ISIL fortjener en røvfuld, og med den målsætning giver det selvfølgelig en form for mening, at man igen tager bukserne af og sætter sig i myretuen.
/Eric
Man høster som man sår. I avisen i dag står der at der vil være muslimsk flertal i Frankrig om, var det vist, 30-40 år.
Hvornår mon det sker i Danmark?
Ca. 4,7 % af befolkningen i DK er muslimer, så det kommer til at tage sin tid. Det gør det for den sags skyld også i Frankrig, hvor det ifølge Wikipedia er 5-10 %, hvoraf de fleste er indvandrere. Der skrives ufattelig meget om muslimer, og pressen er ikke tynget af noget væsentlighedskriterium.
Jeg er også bekymret over niveauet i den militærpolitiske debat.
Ja, det er bekymrende, at man som det første vælger det, der burde være sidste udvej, og det har endda fået et navn: “Aktivistisk udenrigspolitik”.
Krig er noget møg, og det skræmmer også mig, at det er blevet så “almindeligt” at danskere igen skal indgå i krig, at man stort set ikke beskæftiger sig med det i pressen.
Krig burde altid være sidste udvej, aldrig hverdag.
Jeg er meget mere banal: Jeg ønsker mig, at IS bliver nedkæmpet – om det så skal være med landtropper – og at der så bliver fred i hele det landområde. Jeg tror ikke på, at mennesker ønsker at flygte. Jeg tror, de ønsker at blive der, hvor de nu engang kommer fra.
Man kan måske nok nedkæmpe IS’ regulære tropper, så de bliver “civile” i stedet, men det skaber ikke fred i området – der er mange andre konflikter i den myretue.
Den er lidt svær. På den ene side mener jeg da bestemt, at en røvfuld til ISIL ville være en god ting, på den anden side kan man spørge, om det er os, der skal give den til dem. Og om det overhovedet kan lade sig gøre.
En ting er helt sikker: Ved at hælde bomber i hovedet på folk, animerer man dem ikke til at blive, hvor de er. Så forhåbentlig er der indregnet omkostningerne til en forøget flygtningestrøm i Danmarks krigsdeltagelse. Omend man helt sikkert ikke har tænkt på omkostningerne for de involverede mennesker, også kaldet flygtninge. Og nogle gange migranter, så det er nemmere for os at behandle dem på en gemen og inhuman måde.
Man kan tilfredsstille en vis hævntørst, det gjorde man jo også i Afghanistan, og det var så det. Derefter høster man, som man har sået.