Medierne har knap gidet omtale, at Danmark nu sender landtropper, som skal operere i Irak og Syrien. Krig er blevet hverdags no-news.
Et er at have nogle fly til sandblæsning, noget andet er støvler på jorden; men meget andet trækker større overskrifter, og kun få stiller spørgsmål om det formålstjenlige. Det kan undre, men måske er det fordi, at krig er blevet hverdag.
”Forstærket bidrag til indsatsen mod ISIL” er overskriften i statsministeriets pressemeddelelse, som taler om nødvendigheden af at bekæmpe ISIL.
Da Danmark sendte tropper til Irak første gang, var der en slags målsætning, nemlig at destruere Saddams masseødelæggelsesvåben. Det var i det mindste det, man sagde.
Da der så ikke var nogen masseødelæggelsesvåben, løb krigen ud i ørkensandet. Man fik vippet Saddam og høstede kaos, flygtninge og ISIL.
Derefter Afghanistan uden exitstrategi. Nu har vi forladt Afghanistan, Taleban er på vej tilbage, og mange flygter. Opnåede man noget varende?
Så var der et intermezzo i Libyen, og nu går Danmark igen i krig uden exitstrategi.
ISIL er nogle værre nogen, men tror man på, at krigen kan vindes, og hvornår er den i givet fald vundet? Hvad skal vi opnå, før vi trækker tropperne hjem, og hvad skal de efterlade?
Hvad er politikernes endemål? Har de overhovedet gjort sig nogen tanker, og er de i givet fald realistiske?
De formidler ikke andet, end at ISIL fortjener en røvfuld, og med den målsætning giver det selvfølgelig en form for mening, at man igen tager bukserne af og sætter sig i myretuen.
/Eric