Oprydning i reolen

Jeg samler ikke for at gemme, men er god til at glemme og får for sjældent smidt væk. I dag fik den dog en skalle med oprydning.

Colosseum

Håndværkerne rykker ind, når vi er rykket til Italien.

Om et par måneder går håndværkerne løs på førstesalen, hvor bl.a. arbejdsværelset skal renoveres. Så det skal ryddes.

Ja, vi kalder det arbejdsværelset, skønt der ikke bliver arbejdet overhovedet. Navnet har bare hængt ved, fra dengang vi brugte stationære computere ved et skrivebord. Nu har vi begge bærbare; man er vel magelig.

I dag ramte energien reolerne med fuld styrke. Der er nogle ordbøger, computer- og skakbøger, men ellers er det mest ringbind og kassetter til tidsskrifter og papirer af alskens slags.

Det tog ikke lang tid at tømme og flytte reolerne, nej det tidskrævende var at sortere og smide væk, før reolerne blev fyldt igen.

For hvad skal man med årsopgørelser tilbage fra Øresundstoldens tid? De er bare blevet arkiveret og glemt, men nu ryger de ud.

Det samme gør en dynge kontoudtog fra gebyrgribbebanker, jeg for længst har droppet. Jeg har intet behov for at se sort på hvidt, hvad jeg betalte i afdrag på studiegælden. Det var sejt, og for pokker hvor tjente banken godt på min ungdommelige sorgløshed.

Og hvad nytte gør en masse papirer fra BRF, når hytten for længst er betalt? Sådan som ”bidragssatserne” er blevet skruet hæmningsløst op de senere år, var det en knaldgod forretning at betale lånet ud, da vi kunne, men jeg behøver ikke papirerne for at huske.

Jeg er heller ikke kunde ved TDC længere, og der er gået en mindre skov til alle de papirer, PFA har sendt i årenes løb. I dag kan jeg bare gå ind på deres hjemmeside.

Og hvad med manualer til computerprogrammer og elektronik, der ikke er blevet brugt i årevis? Hvorfor har jeg mon gemt et defekt kabelmodem? Og indtil flere mus som katten ikke vil værdige et blik?

Bogen om makroprogrammering i Excel var okay, men jeg behøver den ikke mere – lige så lidt som skiven til PC-kørekort og den gamle båndstation til backup.

Gamle breve på rigtigt papir blev dog omhyggeligt gemt. Flybilletterne og hotelregningen fra min tur til Paris i 1999 røg ud, og det samme gjorde den halve kasse printerpapir i endeløse baner til nåleprinteren, vi ikke har haft i 20 år.

Den puttede sig, gjorde den – gemte sig under nogle kuverter i håbet om at blive overset! Kuverterne var selvklæbende engang, det er de ikke mere.

Noterne fra det tre uger lange cementkursus i England i 1999 har også fået en fremtid som æggebakker. De er ikke aktuelle længere, men det var nu et godt kursus, selvom hotellet i Gravesend lå lige op til motorvejen og serverede for meget frituremad.

Containeren til genbrugspapir er næsten fyldt op, og der er personlige papirer, som snapses i dagrenovationen de kommende uger. De går til fjernvarme.

Det er ganske utroligt, så god plads der er blevet i reolen. Jeg kan vente mindst 20 år, før der skal ryddes op igen.

/Eric

8 thoughts on “Oprydning i reolen

  1. Pia

    Her gemmer vi også for meget, så en omgang oprydning af den mere tidskrævende slags praktiseres med jævne mellemrum.

    Svar
  2. Stegemüller

    Det lyder som en dejlig øvelse. Der er ikke noget så dejligt som en reol med plads i. Jeg burde også; mit problem er bare, hvor jeg gør af alt det, der skal smides ud. Vore papircontainer er altid overfyldt.

    Svar
  3. Ellen

    Den var vi igennem i forbindelse med flytningen. Det er en ganske sund og temmelig pladsgivende øvelse 🙂

    Svar
  4. Jørgen

    Det letter, gør det, sådan en gang kassation. I virkeligheden er man ikke i tvivl om, hvad man vil mide ud og ikke smide ud, når en sådan mulighed melder sig. Egentlig har det vel ikke generet at arkivalierne m.v. har stået på reolen, og måske er det bedre ikke at bruge pladsen igen.
    Nu skal jeg lige læse de sidste indlæg om cementproduktion.

    Svar
    1. Eric

      Jeg er glad for, at der i dag er langt mindre papir, og værdsætter den digitale kommunikation. Den samler ikke støv på samme måde 😉

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *