En af de sjovere ting, jeg var med til i min tid på Pladsen, var da vi prøvede at sprænge udeklinkerdyngen med dynamit.

Nogle år før min ansættelse stod det sløjt til med afsætningen, klinkerlageret blev fyldt op, og i stedet for at stoppe ovne valgte man at lægge klinkerne ud på jorden i en kæmpedynge, mange tusinde tons.

En meget lille dynge udeklinker

Da klinkerne lå under åben himmel, blev de kaldt ”udeklinker”. De fik selvfølgelig noget vand fra oven, hvor cement normalt først skal have vand, når det bruges, så udeklinker skal bruges med måde af kvalitetshensyn.

I 1986 snapsede man klinker fra dyngen ind til cementmøllerne. Læssemaskiner havde gravet fra bunden, og man frygtede nu, at skred ville begrave læssemaskinen (gummiged), hvis den gnavede sig længere ind.

Det skulle derfor prøves at få ”udhænget” til at kollapse ved at bruge dynamit. En makker og jeg borede huller, og en formand med dynamit-kørekort lagde sprængladninger ned (han hed ikke Harry).

Da han sprængte, gav det et brag, men derudover skete der intet. Vi borede nye og dybere huller, og der blev brugt mere og mere sprængstof, men det gav bare større og større drøn – klinkerbjerget bevægede sig ikke en tomme.

Cementklinker er som sten, og dyngen var simpelthen for porøs. Den absorberede eksplosionernes trykbølger, som en svamp suger vand; men vi havde det mægtig skægt, og det var anderledes arbejde.

Grå cementklinker

Hvordan de fik has på dyngen, så jeg ikke, men de har vel brugt nogle maskiner, der kunne nå højere op end en gummiged.

Cement- og Betonlaboratoriet

Jeg mellemlandede nogle måneder på Cement- og Betonlaboratoriet, hvor en forsker skulle bruge en assistent. Han eksperimenterede med cementbaseret keramik, og mit arbejde gik mest ud på at afveje ingredienserne til forsøgene og gøre forme m.m. rene bagefter.

Støbemassen blev blandet i en maskine med vakuum, så al luft blev suget ud. Den færdige keramik var meget stærk, og en af visionerne var at lave bremseskiver uden asbest. Der var andre anvendelsesmuligheder, men hvad det endte med, ved jeg ikke.

På den tid var jeg en af Aalborgs stærkeste skakspillere, og en ingeniør, som også spillede skak, hev mig ind på sit kontor en gang imellem, når han skulle have hjælp til sine korrespondanceskakpartier.

Jeg følte det som at skulke, det hørte i hvert fald ikke til mit arbejde, men jeg kunne jo dårligt afslå og forsømte heller ikke noget. Den skakspillende ingeniør er for længst gået på pension. Om han lever i dag, ved jeg faktisk ikke.

Cement- og Betonlaboratoriet var et rart sted at være. Omgangstonen var fri og uformel, og folk passede deres arbejde uden en formand til at ånde dem i nakken.

I næste afsnit starter jeg i treholdsskift i kasterenden og kulmølleriet i den grå ovnafdeling.

/Eric

Relateret:

• 30 år på cementfabrikken #1
• I ovnafdelingen. 30 år (…) #3
• I lære som operatør. 30 år (…) #4
• Ovn 87 startes. 30 år (…) #5
• Kontrolrumsarbejdet før og nu. 30 år (…) #6
• Årene som operatør. 30 år (…) #7
• Ledelsesstil, ejerforhold m.m. 30 år (…) #8
• Andre jobs. 30 år (…) #9
• De seneste år på cementfabrikken #10