Applaus betyder bifald, men er også navnet på en restaurant i Aalborg. Vi besøgte den i april og igen i går. Det var ikke værst.

Små hapsere på Applaus

Forleden sad vi efter aftensmaden og snakkede madplan. Planen for lørdag blev ”nem mad”, nemlig at spise ude, og valget faldt på Applaus.

Aperitif på Victoria

Vi steg af bussen på Vesterbro, gik rundt om hjørnet og ind på Café Victoria for at nyde en aperitif og time vores ankomst til Applaus.

I vores studietid for små 50 år siden var Victoria en studenterbar med bl.a. Che Guevara på væggen. Caféens navn kunne være inspireret af Inge Eriksens roman fra 1976, ”Victoria og verdensrevolutionen”, men det er et gæt.

Stedet vækker minder. Che hænger stadig på væggen, men hans skarpe blik er nu sløret, og interiøret er slidt. Nu er det mest af alt et ”brunt værtshus”. Et glas hvidvin koster kun 25 kr., tiden er vist gået i stå på Victoria.

Til Applaus

Fra Victoria er der ikke langt til Applaus. Applaus specialiserer sig i at servere mange, små og sæsonbetonede retter, så man kommer vidt omkring i smagsuniverset.

Nogle retter (snacks) er endog meget små. Med størrelsen og det visuelle indtryk kan man vel kalde det ”pincetgastronomi”.

Da vi trådte ind, troede vi et øjeblik, at vi var gået forkert, for restauranten er bygget helt om – udvidet og med nyt interiør. Men den var god nok, vores bordbestilling blev bekræftet. Her en artikel om ombygningen m.m.

Da vi var der i april, ”nøjedes” vi med 8 retter, men nu kunne man ”kun” bestille 15. Et kig på hjemmesiden forklarede: Valget mellem 8 og 15 retter har man kun tirsdag til torsdag. Valget var altså let, og vi bestilte en ”almindelig” vinmenu.

Først kom 6 snacks ad to omgange. Delikat. Jeg vil undlade at remse op, hvad vi fik. Det ville blive alt for langt, og på restaurantens hjemmeside kan du få et indtryk, selvom menuen ændrer sig med sæsonen.

Derefter fulgte de resterende 9 retter i roligt tempo, og hen mod slutningen var vi stokmætte.
Vinene var okay uden at være prangende. Tjenerne var unge, elskværdige og høflige, men flere detaljer viste, at (vistnok) ingen var uddannet tjener.

Det var små tegn, som fx hvordan bestikket blev lagt skævt på bordet, en fiskekniv som smørkniv, og pancetta udtalt som ”pangkettta” i stedet for ”pantjèta”.

Men det er gammelmandsbrok; som sagt var de elskværdige og høflige. Indimellem spurgte de også, om vi ville have en længere pause inden næste servering. Hensynsfuldt.

Jeg nød et par smøgpauser udendørs i gården, hvor der også var borde. Bygningen med bindingsværk er oprindeligt fra 1816, påstår søgemaskinen, og husede for år tilbage den navnkundige restaurant ”Håbets Gård”. I baghuset har der været indtil flere natklubber.

Håbets Gård

Alt i alt en udmærket oplevelse, men hvis Applaus skal på madplanen igen, bliver det nok med 8 retter en tirsdag, onsdag eller torsdag.