Jeg opdagede i går, at jeg er slave af tiden. Det startede faktisk i weekenden, da armbåndsuret fik ujævn hjerterytme og gangbesvær.
Sekundviseren gik med underlige chassétrin, og de store visere sakkede agterud. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg i dagens løb kiggede på uret for straks at tænke ”Nå nej!”, men det var ikke så få.
Der ville nok gå lang tid, før jeg kunne lægge den vane af mig, og det afslører, at jeg er slave af tiden. Man skulle jo nødig komme for sent til møder og da slet ikke til frokost og fyraften.
Selvom det ikke gør ondt, er det lidt som at have hold i ryggen. Normalt går man ikke og tænker på, hvor besværligt det kan være at få sokker på og den slags, men når det først gør ondt, opdager man, hvor pokkers afhængig man er af den ryg.
Nu har uret fået nyt batteri, og jeg kan igen se, om tiden kræver noget af sin slave.
Det er lidt skræmmende, så tit man helt ubevidst kigger på sit armbåndsur. Jeg tror slet ikke, at jeg ser på det i løbet af dagen – lige indtil den dag, man af ukendt årsag glemmer at tage det på og kigger på det ikke-tilstedeværende ur mindst hvert kvarter.
Rigtig god ferie til jer. Uden armbåndsur? Det har I vel ikke brug for, hvor I skal hen?
Tak Ellen. Du har ret i, at armbåndsuret er unødvendigt, hvor vi skal hen, men der er desværre nogle lufthavne og færger en route, og der er det nok meget bekvemt at kende tiden!
Jeg kan sagtens associere mig med mange af blogindholdets betragtninger. Selv har jeg i årevis gået med to armbåndsure af forskellig mærke og med forskellige funktioner til (ofte skjult) morskab for mine omgivelser.
Hold i ryggen er afgjort også en stressfaktor. Derfor kan det på det varmeste anbefales den begavede blogejer at passe på sin ryg, når kufferten…..formentlig snart….(vi har ventet længe 😉 )…afgår til de græske ø-herligheder!
Erik, jeg kan sagtens leve mig ind i, at en mand i din alder finder det bekvemt med et ur til såvel nutid som datid. Eller er det mon til fremtiden?
Og jeg skal nok snart skrubbe på ferie, passe på ryggen og smide uret i det azurblå hav. Jeg glæder mig blot (lidt højrøstet), og man kan kalde det terapeutisk rettidig omhu. Mit indre bobler som champagne ved tanken, og jeg forbereder med fruen et par indlæg til “tidsmaskinen”, så der ikke bliver helt stille, når vi er afsted, og I andre begynder at fryse.