Jeg opdagede i går, at jeg er slave af tiden. Det startede faktisk i weekenden, da armbåndsuret fik ujævn hjerterytme og gangbesvær.

Sekundviseren gik med underlige chassétrin, og de store visere sakkede agterud. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg i dagens løb kiggede på uret for straks at tænke ”Nå nej!”, men det var ikke så få.

Der ville nok gå lang tid, før jeg kunne lægge den vane af mig, og det afslører, at jeg er slave af tiden. Man skulle jo nødig komme for sent til møder og da slet ikke til frokost og fyraften.

Selvom det ikke gør ondt, er det lidt som at have hold i ryggen. Normalt går man ikke og tænker på, hvor besværligt det kan være at få sokker på og den slags, men når det først gør ondt, opdager man, hvor pokkers afhængig man er af den ryg.

Nu har uret fået nyt batteri, og jeg kan igen se, om tiden kræver noget af sin slave.