Kategoriarkiv: Aalborg

Street art – gadekunst i Aalborg

Ordet ”gadebillede” har fået ny betydning i Aalborg: De sidste 4-5 år er der kommet masser af (især) gavlmalerier, og de pynter gevaldigt.

Gavlmaleri Nørregade

Hvor Nørregade mødes med Løkkegade

Jeg havde godt bemærket, at der var kommet flere gavlmalerier i Aalborg, men jeg tænkte ikke nærmere over det. Mine ruter varierer normalt ikke meget, så jeg var ikke klar over, at der er kommet langt flere, end jeg havde bemærket.

Forleden cyklede jeg så en tur gennem barndommens gader og bemærkede, at der også her er kommet gavlmalerier. Jeg nævnte det for fruen, og hun mente at have hørt noget om, at det var et ”projekt”.

Jeg søgte på emnet, og det gik op for mig, at udsmykningen af byen med gadekunst er langt mere omfattende, end jeg havde idé om. I øjeblikket er der omkring 60 sådanne kunstværker, og hos VisitAalborg finder man en oversigt.

Projektet blev startet af et lokalt galleri, og billederne er blevet til med støtte fra Aalborg Kommune og private sponsorer.

Det er en forrygende god idé, for det ser så godt ud og er en yderst velkommen afløser for farveløse flader eller enorme reklamer. Nuvel, reklamerne findes stadig, men nu er der håb.

At gå på gadekunst-jagt er en helt ny måde at opleve byen på, men da kunstværkerne er spredt over hele byen, kan man hurtigt gå sig træt. Det bedste transportmiddel er nok cyklen.

Det er også en fordel at orientere sig om billedernes placering først. Fx er der et gavlmaleri i Jernbanegade, hvor man skal gennem en port og ind i en baggård, og hvis man ikke lige ved det, så …

Dagens billeder

I dag havde jeg tid hos tandlægen kl. 11:30. Jeg havde tjek på, hvor nogle af malerierne er at finde, og fotograferede dem før og efter tandlægebesøget.

Læs resten →

Lindholm Høje

Efter onsdagens monsunregn trængte cyklen og jeg til at køre ud i det blå, og det blev en tur til Lindholm Høje som turist i egen by.

Torsdag blev det omsider vejr til en af de fornøjelsesture, jeg som nyslået efterlønner har fået tid til. Jeg har boet i Aalborg i næsten 60 år, så det var vel på tide at besøge byens største historiske attraktion.

Fra Lindholm Høje

Om Lindholm Høje

Og hvad er så Lindholm Høje?

Det er en gravplads på en bakke nord for Limfjorden, ca. 40 meter over havet. Her er flere hundrede skibssætninger og op mod 700 grave fra omkring år 400 til 1000. Der er også fundet spor af en oldtidsbygd.

I slutningen af vikingetiden blev hele området dækket af flyvesand og forladt. Det metertykke sandlag forseglede gravpladsen i ca. 1000 år.

Det var danselærerinde og amatørarkæolog Augusta Zangenbergs fortjeneste, at man blev opmærksom på områdets historiske værdi. I 1896 købte hun arealet for 200 kr. og startede udgravninger.

Handelen var dog ikke endelig afsluttet, og da udgravningerne havde afdækket flere grave, satte jordejeren resolut prisen op til 2000 kr., og så måtte Augusta træde ud af dansen.

Læs resten →