Jeg har lige skovlet sne, inden den nåede iglo-højde. Støn! Hvorfor købte man en hjørnegrund? Hvad glæde har man af en ung og stærk kone, når hun ikke er hjemme?
Jeg er meget bedre til at salte.
Hvis jeg holder mig til lænestolen, er risikoen mindre, for at noget går galt – de fleste ulykker sker jo i hjemmet.
Der skulle jo nødigt ske uheld inden ferien, så det er klogest at undgå stiger og projekter, som indebærer brugen af værktøj.
Men selvom man holder sig til lænestolen det meste af tiden, er der visse gøremål, man ikke kan udsætte, og de indebærer alle en risiko.
Efter en nøje sikkerhedsvurdering fandt jeg det dog forsvarligt at bruge opvaskebørsten samt starte Marie, vores opvaskemaskine, og der skete heller ikke noget.
Det næste vovestykke bliver at lave aftensmad. Det indebærer håndtering af kokkekniv, varme gryder og kogende vand. Hvad kan der ikke gå galt? Jeg kan forestille mig så meget.
Måske skulle jeg hellere ringe efter en pizza? Men tænk nu, hvis pizzabageren ikke har vasket hænder, efter du ved nok, eller hvis budet pludselig overhoster mig med noget smitsomt?
Nej, så alligevel hellere vove spaghettien med tørsaltet bacon og frisk tomat. Der er stadig noget tilbage af parmesanen, vi købte i Napoli, og hvis jeg river den forsigtigt, går det nok.
Jeg har været hård ved vækkeuret på det sidste, men hvis jeg ikke gør noget, bliver det ved! Hvad ligner det også at ringe, flere timer før solen står op?
End ikke hanen galer ved den tid, og gjorde den, røg den i gryden, hvis jeg havde en. En hane altså.
Solen står heller ikke rigtigt op, når den endelig tager sig sammen. Den ser bare bleg ud, danser limbo nogle timer og går så i seng igen. Der er nogen, der kan.
Måske er det min egen skyld, men vækkeure burde altså være stille, når man har stillet dem.