Tag-arkiv: Ulykker

Trangen til den gode nyhed

2 svar

Jeg overvældes af trang til en god nyhed, når jeg pløjer mig gennem avisernes endeløse kavalkade af ulykker og kriser, mord og ødelæggelse.

Er der mon et lys i mørket her? En chefanalytiker siger, at eurokrisen er gunstig for privatøkonomien. Jeg kaster mig over historien.

Nå, det er bare noget med, at obligationsejerne har glæde af krisen, og at ferieboliger syd på rasler ned i pris. Jeg klikker skuffet videre, men hvad kan man også vente sig af en, der analyserer chefer?

Det er selvfølgelig en god nyhed, at chancen for at høre en tranes melodiske kald er blevet større. Det er sikkert også en god nyhed, at Vild med Dans iflg. dommerne fik de rigtige vindere. Selvom jeg ikke ser Vild med Dans, taler det til min retfærdighedssans, at dommerne siger sådan og ikke det modsatte.

Men der ville unægtelig være mere format over en kur mod malaria. Jeg ved godt, at den slags ikke sker hver dag, men hvor ville det være dejligt med sådan en god nyhed!

Eller tænk, hvis Danske Bank i taknemmelighed for folkets hjælp, da det så sortest ud, havde besluttet sig for helt lovligt at betale mere end 1,47 % af overskuddet i skat. Det ville da være en god nyhed, om end kuren mod malaria nok er mere sandsynlig.

Men gode nyheder af den kaliber er nok for meget at håbe på, når gældskrisen hærger, forældre mishandler deres børn, og NATO har dræbt mindst 25 pakistanske soldater.

Nå, måske ser det bedre ud efter frokost. Det er trods alt weekend, katten gasser sig i sofaen, og jeg har jo ikke noget at klage over.

 

Et værdigt møde med asfalten

10 svar

De fleste ulykker sker i hjemmet, siger man, men på en måned er det lykkedes mig at vælte på cyklen to gange. Er det alderen? Døm selv.

Det skete første gang for en måned siden nær hjemmet, så hjemmet kan nok ikke helt fritages for skyld.

Jeg havde ikke forudset, at store sløjfer på snørebåndene er en trafikrisiko, som kan fange og vikle sig om cyklens pedalarm. Hu-hej sidder foden fast, og når man ikke kan holde gyrokraften kraftig, vælter de fleste.

Der gik et intellektuelt og dyrebart sekund med at analysere årsagen; et sekund hvor jeg kunne have kastet tyngdepunktet mod højre, så højre fod kunne have nået asfalten.

I stedet for handling spildte jeg tiden på analyse, og i næste sekund beredte jeg mig på at møde asfalten så smertefrit og værdigt som muligt. Med cyklen over benet i snaren var det besværligt at komme fri. Der var ingen vidner, så værdigheden udadtil var intakt, og jeg var helt uskadt.

I dag tiltede jeg så igen, og denne gang på tåbeligste vis.

Det at stige af en herrecykel er normalt et studie i koordination og balance. Da jeg nåede bjergetapens sidste del, der hvor farten løjer af, og hvor jeg skal op ad en trappe, svang jeg med vanlig elegance højrebenet bagud og op, mens forkroppen blev lænet forover som kontravægt.

Jeg havde imidlertid glemt, at der var en rygsæk bagpå, og da benet mødte forhindringen, var det for sent at genvinde balancen. Igen må jeg forbløffes over, hvor mange tanker man kan nå, i den tid det tager, før kroppen møder asfalten.

Jeg bilder mig ind, at jeg faldt med værdighed, men igen var der ingen vidner, som kunne give karakterer for den kunstneriske udførelse.

Det sidste fald må nok tilskrives manglende koncentration. Det er ikke noget, jeg er stolt af, men det skete i det mindste tæt på hjemmet, så hjemmet er nok ikke uden skyld.

Livet er fuldt af farer

2 svar

Hvis jeg holder mig til lænestolen, er risikoen mindre, for at noget går galt – de fleste ulykker sker jo i hjemmet.

Der skulle jo nødigt ske uheld inden ferien, så det er klogest at undgå stiger og projekter, som indebærer brugen af værktøj.

Men selvom man holder sig til lænestolen det meste af tiden, er der visse gøremål, man ikke kan udsætte, og de indebærer alle en risiko.

Efter en nøje sikkerhedsvurdering fandt jeg det dog forsvarligt at bruge opvaskebørsten samt starte Marie, vores opvaskemaskine, og der skete heller ikke noget.

Det næste vovestykke bliver at lave aftensmad. Det indebærer håndtering af kokkekniv, varme gryder og kogende vand. Hvad kan der ikke gå galt? Jeg kan forestille mig så meget.

Måske skulle jeg hellere ringe efter en pizza? Men tænk nu, hvis pizzabageren ikke har vasket hænder, efter du ved nok, eller hvis budet pludselig overhoster mig med noget smitsomt?

Nej, så alligevel hellere vove spaghettien med tørsaltet bacon og frisk tomat. Der er stadig noget tilbage af parmesanen, vi købte i Napoli, og hvis jeg river den forsigtigt, går det nok.