Tag-arkiv: Vælte

Humlen og flagstangen, et botanisk eksperiment

2 svar

Humle er en potent urt, som kan give smag til øl og vælte fulderikker. Men vidste du, at den også kan vælte flagstænger?

Humle

Humlen klatrer nostalgisk op ad den meterhøje stub.

Med huset fulgte en flagstang. Jeg går ikke op i flagdage, og større blomsterpind skulle man lede længe efter, så jeg plantede en humle ved flagstangens fod.

Planen var hverken at starte et bryggeri eller lave naturmedicin. Nej, det var bare en pludselig indskydelse – et botanisk eksperiment.

Min humulus lupus så sølle ud et par år, hvor den brugte al sin kraft på at sende rødder ned til kineserne. Jeg opmuntrede den med venlige ord, vandede med omhu og hjalp de små fingre med at gribe fat.

Om det skyldtes min omsorg, ved jeg ikke, men pludselig blev humlen råstærk og spurtede mod flagstangens knop som bønnestagen i eventyret. Flagstangen stod som en prægtig søjle af grønt, og jeg glædede mig over synet af urkraft i forhaven.

Nogle år senere blæste det op på en septemberdag, og flagstangen væltede. En bolt i betonfundamentet knækkede under den enorme vægt af humle, flagstang og vindtryk.

Amputation var nødvendig. Først skar jeg humlens fangarme af med en kokkekniv og fyldte en mængde plasticsække. Dernæst savede jeg flagstangen i storskraldsrette bidder.

Jeg prøvede at grave humlen op, men dens rødder går langt ned, og i dag er den vendt tilbage. Den kravler nostalgisk op ad den meterhøje stub, før den søger ud for at kvæle nabovegetationen. Den savner tydeligvis friheden, højderne og suset og opfører sig som en hævngerrig grøn pyton.

Min yndlingsøl er stadig den humlestærke Urquell, men siden flagstangen væltede, har jeg holdt mig fra botaniske eksperimenter.

Et værdigt møde med asfalten

10 svar

De fleste ulykker sker i hjemmet, siger man, men på en måned er det lykkedes mig at vælte på cyklen to gange. Er det alderen? Døm selv.

Det skete første gang for en måned siden nær hjemmet, så hjemmet kan nok ikke helt fritages for skyld.

Jeg havde ikke forudset, at store sløjfer på snørebåndene er en trafikrisiko, som kan fange og vikle sig om cyklens pedalarm. Hu-hej sidder foden fast, og når man ikke kan holde gyrokraften kraftig, vælter de fleste.

Der gik et intellektuelt og dyrebart sekund med at analysere årsagen; et sekund hvor jeg kunne have kastet tyngdepunktet mod højre, så højre fod kunne have nået asfalten.

I stedet for handling spildte jeg tiden på analyse, og i næste sekund beredte jeg mig på at møde asfalten så smertefrit og værdigt som muligt. Med cyklen over benet i snaren var det besværligt at komme fri. Der var ingen vidner, så værdigheden udadtil var intakt, og jeg var helt uskadt.

I dag tiltede jeg så igen, og denne gang på tåbeligste vis.

Det at stige af en herrecykel er normalt et studie i koordination og balance. Da jeg nåede bjergetapens sidste del, der hvor farten løjer af, og hvor jeg skal op ad en trappe, svang jeg med vanlig elegance højrebenet bagud og op, mens forkroppen blev lænet forover som kontravægt.

Jeg havde imidlertid glemt, at der var en rygsæk bagpå, og da benet mødte forhindringen, var det for sent at genvinde balancen. Igen må jeg forbløffes over, hvor mange tanker man kan nå, i den tid det tager, før kroppen møder asfalten.

Jeg bilder mig ind, at jeg faldt med værdighed, men igen var der ingen vidner, som kunne give karakterer for den kunstneriske udførelse.

Det sidste fald må nok tilskrives manglende koncentration. Det er ikke noget, jeg er stolt af, men det skete i det mindste tæt på hjemmet, så hjemmet er nok ikke uden skyld.