De fleste ulykker sker i hjemmet, siger man, men på en måned er det lykkedes mig at vælte på cyklen to gange. Er det alderen? Døm selv.

Det skete første gang for en måned siden nær hjemmet, så hjemmet kan nok ikke helt fritages for skyld.

Jeg havde ikke forudset, at store sløjfer på snørebåndene er en trafikrisiko, som kan fange og vikle sig om cyklens pedalarm. Hu-hej sidder foden fast, og når man ikke kan holde gyrokraften kraftig, vælter de fleste.

Der gik et intellektuelt og dyrebart sekund med at analysere årsagen; et sekund hvor jeg kunne have kastet tyngdepunktet mod højre, så højre fod kunne have nået asfalten.

I stedet for handling spildte jeg tiden på analyse, og i næste sekund beredte jeg mig på at møde asfalten så smertefrit og værdigt som muligt. Med cyklen over benet i snaren var det besværligt at komme fri. Der var ingen vidner, så værdigheden udadtil var intakt, og jeg var helt uskadt.

I dag tiltede jeg så igen, og denne gang på tåbeligste vis.

Det at stige af en herrecykel er normalt et studie i koordination og balance. Da jeg nåede bjergetapens sidste del, der hvor farten løjer af, og hvor jeg skal op ad en trappe, svang jeg med vanlig elegance højrebenet bagud og op, mens forkroppen blev lænet forover som kontravægt.

Jeg havde imidlertid glemt, at der var en rygsæk bagpå, og da benet mødte forhindringen, var det for sent at genvinde balancen. Igen må jeg forbløffes over, hvor mange tanker man kan nå, i den tid det tager, før kroppen møder asfalten.

Jeg bilder mig ind, at jeg faldt med værdighed, men igen var der ingen vidner, som kunne give karakterer for den kunstneriske udførelse.

Det sidste fald må nok tilskrives manglende koncentration. Det er ikke noget, jeg er stolt af, men det skete i det mindste tæt på hjemmet, så hjemmet er nok ikke uden skyld.