I går var en mærkedag for os, det var nemlig Helles sidste arbejdsdag inden efterlønnen.

Siden januar har vi talt ned, og i går kunne vi sætte det sidste kryds i kalenderen. Det var Helles sidste arbejdsdag, inden hun går på efterløn pr. 1. oktober. At hun kan stoppe allerede nu, hænger naturligvis sammen med ferie, feriefridage osv.

Det har vi set frem til. Meget. Jeg har før skrevet om glæden ved at være arbejdsfri, så jeg skal spare jer for mere. Det kan være anderledes, hvis jobbet er en væsentlig del af ens identitet, men det gælder ikke for os.

Vi fejrede det ved at tage ud at spise, og i dag kan Helle se en etape i Vueltaen (cykelløb i Spanien) fra start og ikke kun de sidste kilometer.

Vi glæder os til at kunne gøre flere ting sammen, planlagte eller improviserede, og der skal ikke længere tages hensyn til, at hun skal (skulle) tidligt op for at cykle på arbejde i regnvejr. Det er fritid ad libitum.

Lige nu har vi kun planlagt to ting. Den ene er ferie i Grækenland, den anden er en tur med veterantog fra Aalborg til Skørping.

Det er blot lidt ærgerligt, at togturen er på søndag og ikke på en hverdag i arbejdstiden. Men skidt, fra nu af er det ligegyldigt, om det er hverdag eller weekend..

Vores fælles tredje liv er begyndt.

/Eric