Tag-arkiv: Beskæring

Beskæring og tristhed

Som jeg behandler haven, forstår jeg godt, at den tager flugten ud på fortovet, og i dag har jeg beskåret mindst 30 meter langarmede buske.

Forsytia

Havens røgt og pleje er noget, jeg helst undgår, og jeg er ret opfindsom, når der skal findes uopsættelige gøremål, så havearbejdet må udskydes.

Men der kommer en dag, hvor det simpelthen er nødvendigt at gøre noget ved væksterne, og med det gode vejr var det i dag.

Langs det meste af havens periferi mod fortovet er der buske, og de var nu blevet så langarmede, at de generede den frie færdsel.

Nogle af buskene var der, da vi købte huset i 91, andre er kommet af sig selv, men fælles for dem er, at de skal studses med mellemrum, for fodgængere har et rimeligt krav om ikke at blive botanisk befamlet.

Katten gjorde mig selskab en tid, gik i vejen, rullede rundt på fortovet og var fjollet, men da jeg ikke ville lege, gik han igen. Han er ikke vores kat, men vi er hans mennesker.

Tre affaldsække med afklip blev det til. Højrehånden er øm efter den uvante brug af rosensaksen, og ryggen er øm af andre, uransalige grunde. Jeg har også slået græs og tænker nu, at det er på tide at ansætte en havemand.

For en gangs skyld var det dog okay at arbejde med væksterne og tænke på noget andet, for der er tristhed i huset. Helles storesøster døde i går, sov stille ind som man siger, og stemningen er derefter.

Som altid vækker døden et væld af følelser og tanker. Der er medfølelse, sorg og minder, men man ser også sit eget liv i et andet perspektiv, sådan udefra, fordi man brat rives ud af den daglige trummerum.

Jeg er taknemmelig for at have nået station 60, og at rejsen har været rimeligt komfortabel. Selskabet har været særdeles godt det meste af vejen, skønt for mange nåede deres endestation i utide.

Man skal nyde turen.

/Eric

Opskrifter på et kældergulv med mere

I dag gjorde jeg bod på gårsdagens dovenskab. Da der hentes storskrald og haveaffald i morgen, beskar jeg buske og slyngplanter.

Jordbær

Der har været sommer i glimt

Ikke for at de skal se pæne ud, men for at man kan bevæge sig nogenlunde uhindret op og ned ad trappen til fortovet.

Der er ikke noget godt at sige om planterne på den strækning. Hvis man ikke holder dem nede, bliver man botanisk befamlet af buske, og slyngplanter lægger snarer ud for at fange den uopmærksomme, subsidiært spænde ben.

Enhver påstand, om at jeg ikke har grønne fingre, gøres til skamme af ukrudt, så jeg fik også renset en etape af fortovets randzone. Ikke ulig regeringen er jeg træt af randzoner.

Dernæst var det tid til mere rømning af stuen. Gardiner og gardinstænger blev pillet ned. Gardinerne så også tossede ud, efter vi har fået persienner, så de kommer næppe op igen.

En kasse med kogebøger skulle i kælderen. Det var sådan en sammenklappelig plastikkasse, og den var meget tung, selvom alle kogebøger påstår, at opskrifterne er lette.

På trappens sidste trin gik bunden ud af kassen, og kældergulvet blev på et øjeblik et madorgie: En opskriftsbuffet af kogebøger, brochurer, pamfletter og løsark.

Nu var jeg nærmest tvunget til at rydde op i opskrifterne. En stor del brochurer og løsark, vi alligevel aldrig får smagt, røg i containeren og kan nu glæde sig til en fremtid med nyttepotentiale.

Jeg tjekkede lige kælderreolerne igen og fandt et par bøger mere, som kunne ryge ud. Hvad skal man fx med ”Aakjær i udvalg,” når man har hans samlede værker?

Nogle flere ting blev flyttet til kælderen, men så kunne det også være nok, og nu nyder jeg livet på terrassen.

Man skal nemlig kende sine styrker og svagheder, og det med at sidde på terrassen er jeg rigtig god til, selvom nogen nok vil kalde det en svaghed.

/Eric