Når man for første gang har været temmelig syg og fået rystet livets cocktail på hospitalet, gør man selvfølgelig status, når man kommer hjem.
Vejret har været godt for årstiden, og jeg har nydt at sidde på terrassen, efter jeg kom hjem fra hjerteafdelingen. Der har været ro til refleksion.
Jeg har det langt bedre, end før jeg kom på hospitalet. Det må have været galt med hjertet længe og er snigende blevet værre og værre.
Badevægten viste ca. 9 kg under normalen i morges. Det må være fordrevet vand, for den sidste uge har jeg spist med god appetit. Den vanddrivende medicin er effektiv.
De sidste par måneder frem til indlæggelsen var appetitten sølle. Hvorfor ved jeg ikke, men en eller anden sammenhæng med hjertet har det haft. Det var sikkert i denne periode, jeg tabte vægt, men det forblev skjult, fordi vand hobede sig op i kroppen.
Hjertesvigtsambulatoriet, motion og tobak
Det næste halve år er der tilbud om hjælp fra Hjertesvigtsambulatoriet, som vil lære mig at forbedre situationen og leve med den.
Når jeg ser programmet, er der lidt vækkelse over det. De kan fx glemme alt om motionshold. Jeg skal ikke ud at rave på vintermørke cykelstier for at holdmotionere efter fyraften. Motionen klarer jeg selv.
Og så er der tobakken. I min journal står, at jeg er storryger. Hvornår er man det? Den mængde pibetobak, jeg ryger, svarer i vægt til ca. 11 cigaretter om dagen.
Dagene på hospitalet uden røg efterlod et sort hul af sugende trang. Når man har røget i 45-46 år og nydt det, er det ikke sådan at kvitte.
Skærer jeg hyggepiberne fra, kan jeg vel komme ned på det, der svarer til fem-seks smøger om dagen, og så må vi tage den derfra. Rygning er usundt, men det var ikke tobakken, der fik hjertet til at gå amok.
Det leder sikkert til evig fortabelse, men jeg skal ikke frelses all the way. Amen.