Jeg driver den af på terrassen. Jeg burde klippe hæk, slå græs og rense fortov, men det er for pokker weekendens første dag, og jeg er træt.
Naboen mosler i haven som altid, når han har fri. De flittige lyde pirker til min dårlige samvittighed, men ulysten vinder.
Det bliver vist et godt æbleår.
Nu river han igen, så stenene rasler. Han skulle hellere være stille og lytte til solsorten, der synger så smukt, og betragte himlen, der er sommerblå med hvide totter.
Enhver sin lyst, og når jeg kommer på efterløn, kan jeg sidde herude, mens han er på arbejde og laver moslelyde, jeg ikke kan høre.
Arbejde og efterløn
Som tiden går, ser jeg mere og mere frem til at blive efterlønner. Arbejdet fejler ikke noget, tværtimod har jeg været heldig, men jeg glæder mig til at prøve noget nyt.
Jeg glæder mig til at brænde energien af på andre og mere lystbetonede ting. Efterhånden er der ikke så meget energijuice tilbage, når man har været på arbejde.
Det må være alderen. Man regenererer nok ikke så hurtigt. Arbejdsmængden varierer, men er i det store hele ikke steget, og erfaringen gør det alt andet lige nemmere, når der kommer nye opgaver.
Men der er kommet flere og flere – lad os kalde dem ”spørgsmål” – netop fordi jeg har været der så mange år og ofte kan svare, finde svaret i mit arkiv eller henvise til en anden, som sikkert kan.
Er der organisk kulstof i støvet fra cementovnens elfilter? Hvad er sigteresten på kød- og benmel? Hvor mange kubikmeter kridtslam kan slemmetromle 2 producere, og hvad svarer det til i tons indkørt kridt per time? Hvad er slammens densitet? Hvornår blev det og det anlæg modificeret og hvorfor?
Alt muligt som egentlig ikke hører til de beskrevne arbejdsopgaver – og så alligevel. Hvis man kan bidrage, skal man selvfølgelig gøre det. Nogen skal bruge svaret for at komme videre.
Vejret er pænt til sankthansaften. Jeg synes, det som regel regner og blæser. Vi tager nu ikke til bålfest, men tænder op i grillen. Minibålfest.
Nu blev der stille inde ved naboen. Måske spiser han frokost. Så, alle mine skvalderkål, det er nu, I har chancen!
Relateret: 30 år på cementfabrikken
/Eric