Tag-arkiv: Have

Haren Holger

Vi har fået en besøgsven, haren Holger. Han kommer, når det passer ham, og tager for sig af baghavens ukrudtsbuffet.

Haren Holger

Han bevæger sig gerne i grænselandet mellem det, der måske en gang bliver til græsplæne, og det, der måske en gang bliver til køkkenhave. Det er vel 15 meter fra terrassen eller så, jeg er ikke så god til det med afstande.

Det er svært at komme på skudhold med kameraet, Holger er sky, og billederne her tog jeg i går med fuld zoom på 200 mm-objektivet og efterfølgende forstørrelse i det digitale mørkekammer.

Af og til nipper Holger til de få, nyspirede græsstrå, men jeg tror egentlig, at han foretrækker skvalderkålen, og hvad der ellers er på ukrudtsmenuen. Han lader sig ikke spise af med én ret.

Læs resten

Sommervarme og havesanering

Vejret er perfekt til arbejdsfrihed. Jeg kan uden gnist af dårlig samvittighed flade ud i terrassens skygge og uset blotte min hvide bug.

Bi og oreganoblomster

Oreganoen blomstrer, og bierne er ellevilde.

De, der skal arbejde i denne varme, har min dybeste medfølelse – jeg har 30° i skyggen. Naboen havemosler i solen, men han nyder det sikkert.

Han har ferie på 3. uge, og i de uger (undtaget regnvejrsdagene) har jeg hørt de samme sten klirre sprødt mod haverivens tænder. Den rive bliver aldrig mæt, men det må slide voldsomt på gebisset.

Jeg har stort set intet gjort ved haven i 28 år, og med tiden er den blevet til jungle. Altså bortset fra den del af plænen som ikke er opslugt, og som sikkert er stor nok til en privathelikopter, hvis jeg skulle få sådan en.

Fra min flade-ud-position på terrassen kan jeg se bagjunglens grønne mur stå, hvor plænen slutter. Bagjunglen gennemskæres kun af en veksel, som vi og andre dyr bruger til og fra garagen.

Når jeg ser, hvad naturen har formået på 28 år, er det nemt at forstå, hvorfor det er så svært at finde Mayaernes gamle byer og templer.

Sanering

Læs resten

Fred og havesanering

Nu oplever jeg, hvor stille kvarteret er på hverdage, hvor det i weekenden genlyder af motoriserede redskaber og flid.

Kaprifolie

Kaprifolien har plantet sig selv i baghaven

Der har en tid lang været vejr til udendørs sysler, og det slår mig, hvor stille kvarteret er på hverdage i arbejdstiden.

Jeg hører stort set kun fuglesang og biler, der kører forbi. Er jeg på forsiden af huset, kan jeg høre, når der er frikvarter på skolen flere gader væk. Det hørte jeg af gode grunde ikke, da jeg arbejdede.

Okay, det hænder, at nogen i nabolaget har håndværkere, der foretager sig noget hørligt, men i det store hele er der bare fred.

Anderledes gang i den er der i weekenden. Så skal naboerne nå alt det, de vil gøre selv, og kvarteret genlyder af plæneklippere, kantklippere, hækkesakse, motorsave og hvad byggemarkedet ellers sælger med benzin- eller elmotor.

Det er okay, det man ikke har andre til at gøre, må man gøre selv, ellers kommer fx haven til at se ud som vores, og det går ikke an.

Læs resten