Nu oplever jeg, hvor stille kvarteret er på hverdage, hvor det i weekenden genlyder af motoriserede redskaber og flid.
Kaprifolien har plantet sig selv i baghaven
Der har en tid lang været vejr til udendørs sysler, og det slår mig, hvor stille kvarteret er på hverdage i arbejdstiden.
Jeg hører stort set kun fuglesang og biler, der kører forbi. Er jeg på forsiden af huset, kan jeg høre, når der er frikvarter på skolen flere gader væk. Det hørte jeg af gode grunde ikke, da jeg arbejdede.
Okay, det hænder, at nogen i nabolaget har håndværkere, der foretager sig noget hørligt, men i det store hele er der bare fred.
Anderledes gang i den er der i weekenden. Så skal naboerne nå alt det, de vil gøre selv, og kvarteret genlyder af plæneklippere, kantklippere, hækkesakse, motorsave og hvad byggemarkedet ellers sælger med benzin- eller elmotor.
Det er okay, det man ikke har andre til at gøre, må man gøre selv, ellers kommer fx haven til at se ud som vores, og det går ikke an.
Havesanering
Jeg har i mange år ikke gjort stort andet ved haven end at slå græsset, og derfor er haven helt bogstaveligt vokset mig over hovedet. Det er helt naturligt.
Havearbejde giver mig ingen glæde, kun hold i ryggen. Til gengæld er haven fuglenes paradis. Der er steder at bo og gemme sig, der er rigeligt med økologisk kryb, og kattens tørkost er nem take away til ungerne.
Men nu er selv vores vækstgrænse ved at være nået. Om nogle udefinerede år vil vi nok også flytte til noget mindre, så det er på tide at få haven saneret. Nogle træer (selvsåede) og buske skal væk, andre skal beskæres osv. osv. Der skal skabes lys og luft.
Det hverken magter eller orker jeg, så jeg har i dag bedt om tilbud fra tre firmaer, der tilbyder haveservice. Det indebærer selvfølgelig, at opgaven skal beskrives og afgrænses, og det kan sagtens tænkes, at de har gode ideer.
Jeg har desuden bedt om tilbud på ukrudtsbekæmpelse på fortovet. Vi har 60-70 meter fortov, og jeg magter det ikke mere. I formiddags krattede jeg i det forbandede fortov i to timer, til ryggen sagde stop.
Så nu er jeg spændt på, hvad de vil have for at løse opgaverne. Det er selvfølgelig klimafjendtligt at likvidere CO2-spisere, men det må give klimakredit, at haven i mange år har gnuflet væsentligt mere CO2 pr. m² end gennemsnittet.
Jeg glæder mig, til det er overstået. Så kan jeg drive den af og nyde freden og fuglesangen; ganske som i dag, men med bedre samvittighed.
/Eric
Ja, det var jo ét bud på, hvorfor der larmes sådan i sovebyerne i weekenden.
En af mine kolleger spurgte en gang: “Hvorfor skal alle pensionisterne partout slå græs i weekenden?”. – Hun havde så et andet bud. På den anden side set kan det jo også være en fordel at få larmen overstået på en gang, frem for at få det smurt tyndt ud over hele ugen.
Nemlig, lad os få det overstået. Også ham der partout skal spille trompet for åbne vinduer, og friluftskoncerterne i Karolinelund man bevidst ikke køber billet til, men ikke kan undslippe, og …
Der kan bruges mange timer på at holde haven i ave. En af øvelserne i øjeblikket er at fjerne hyld, avnbøg og andet fugleklatleveret i hækkene. Det giver muskler og ryggen klarer det heldigvis rimeligt. Det hjælper at sidde på et eller andet. Problemet er at det er svært at få væksterne til at gå ud, når de er klippet ned til jordhøjde, men vi må se.
Her er beslutningen at bo i huset endnu en tid, velvidende at det ikke kan forudses hvad der sker, men så må løsninger findes.
Jeg forstår fint fornemmelsen for fred, ro og fuglesang når det arbejdende folk er på jobbet – og den støjende adfærd, når fritden kræver en indsats.
Hvis haven er trimmet, er det nemmere at identificere immigranter – her er der god “camouflage”. Vi har heller ikke et fast tidspunkt for fraflytning, men blot bevidstheden om, at det formentlig bliver nødvendigt eller ønskeligt på et tidspunkt, og det kan have betydning for de valg, man træffer.
Vi nyder også hverdagenes fred og ro. Hos os er det desværre ikke haveredskaberne, der larmer i weekenderne, men alle de forbaskede motorcykler, der kører forbi og larmer for et godt ord.
En mand – eller flere – er et godt valg til at få bund i noget, der ellers er uoverskueligt. Det gjorde vi også, for derefter er det lidt nemmere selv at holde det nogenlunde i ave. Jeg nyder jo at gå og nusse, som du ved, og jeg kan da også sommetider mærke det i ryggen, men når jeg nu på ingen måde gider et motionscenter, så skal der findes på noget andet, og jeg bilder mig ind, at havearbejdet må kunne gøre det ud for nogle af alle de dyre maskiner, for vi er nødt til at bruge kroppen til noget, så ikke den visner 😉
Hvorfor motorcykler må larme så meget er mig en gåde, når det er så nemt og billigt at dæmpe lyden til noget tåleligt.
Jeg har en idé om, at der skal haveservice til at holde tingene, når saneringen er fuldført, men jeg tager en ting af gangen. Motionen er jeg ikke bekymret for – den klares på anden vis uden at radbrække ryggen.
De er da en utrolig god idé at få de tre firmaer til at kigge på haven. I vil blive så glade for et resultat, som I umuligt kunne have skabt selv.
Jeg kan godt lide beskrivelsen af alt det du oplever i haven på hverdage. og som du aldrig har oplevet før.
Vi har faktisk talt om det længe, men når det ikke er noget, man brænder for, kan det trække i langdrag. Nu fik jeg taget mig sammen med ryggen som fødselshjælper efter formiddagens fortovsgymnastik 😉
Din tanker omkring havens udfordringer, herunder ikke mindst pasning, deles i hvert fald af mig og med statsgaranti x tusinde andre. Tal fra Danmarks Statistik viser, at der per 1. januar 2019 er 1.136.063 personer i Danmark, som er 65 år og derover. Heraf er 613.543 kvinder og 522.520 mænd. Og ganske mange har fundet eller finder, at tidspunktet for en konvertering fra hus+have til 1-plan med frimærke-have eller seniorvenlig lejlighed (med altankasse) er påtrængende, heriblandt undertegnede, der har lagt faste planer.
De (for) mange boligprogrammer kunne passende iblandes seniorernes tilpasning af den tredje alder. Et fund for en ny tvilling-reporter til den alternative selvlærte havebrugsekspert, 73-årige Søren Rye Petersen hos DR.
Mange nyder at pusle om haven og gøre den smuk, og det er fint; men her er det ikke gjort med at pusle, og selvom det var, ville jeg hellere lave andre ting.
Vi nyder at bo her, men det er stort for to personer. Vi har ikke lagt os fast på, hvornår det skal være mindre. Det er i nogen grad en funktion af, hvad vi kan købe og have råd til af hjælp – fx til have og fortov – så vi kan magte at bo her. Det tager vi, som det kommer, men man skal ikke være blind for, at et hus, der er betalt, også repræsenterer en opsparing. Endelig kan det med ét plan jo også blive vigtigt af andre grunde, og man kan umuligt forudsige hvornår.