Vejret er perfekt til arbejdsfrihed. Jeg kan uden gnist af dårlig samvittighed flade ud i terrassens skygge og uset blotte min hvide bug.
Oreganoen blomstrer, og bierne er ellevilde.
De, der må skal arbejde i denne varme, har min dybeste medfølelse – jeg har 30° i skyggen. Naboen havemosler i solen, men han nyder det sikkert.
Han har ferie på 3. uge, og i de uger (undtaget regnvejrsdagene) har jeg hørt de samme sten klirre sprødt mod haverivens tænder. Den rive bliver aldrig mæt, men det må slide voldsomt på gebisset.
Jeg har stort set intet gjort ved haven i 28 år, og med tiden er den blevet til jungle. Altså bortset fra den del af plænen som ikke er opslugt, og som sikkert er stor nok til en privathelikopter, hvis jeg skulle få sådan en.
Fra min flade-ud-position på terrassen kan jeg se bagjunglens grønne mur stå, hvor plænen slutter. Bagjunglen gennemskæres kun af en veksel, som vi og andre dyr bruger til og fra garagen.
Når jeg ser, hvad naturen har formået på 28 år, er det nemt at forstå, hvorfor det er så svært at finde Mayaernes gamle byer og templer.