Bussen holder nogle minutter foran banegården. Et par bumser vakler ud foran den holdende bus uden at ænse, at der kan komme biler.

De støtter sig til hinanden, og det er ikke lattergas, de er påvirket af. Mine tanker er påvirket af det forestående tandlægebesøg.

Midt på kørebanen forsvinder benene under den ene. Han kan ikke rejse sig ved egen hjælp, og makkeren med det vildtvoksende fuldskæg prøver at hjælpe ham, men svajer selv som en optimistjolle i stormvejr.

Den kuldsejledes ben er som kogt spaghetti, og bilerne kører langsomt udenom i en blød bue. Som i en komedie kravler bumserne stadig rundt midt på vejen, da bussen kører videre.

Der er knækket et stykke af en tand, så der skal bores og repareres med plastic. Det gjorde næsten kun ondt på pengepungen. Underligt nok er patientens andel af regningen altid nogle smukt afrundede kronebeløb, mens Sygesikringens har tocifrede primtal efter decimalen.

Før jeg tager bussen hjem, smutter jeg lige i Brugsen i Vingårdsgade. Kasseapparatet viser 101,50. Jeg stikker pigebarnet den tusse, som ikke var nok til tandlægen, og spør’ hende, om hun vil have en femmer.

Bagtanken er selvfølgelig at slippe for 98,50 i skillemønt, men pigen bliver forvirret og giver mig 100 kr. for lidt tilbage. Jeg klager med et smil. Ovenpå tandlægeregningen kan intet ryste mig, og så var det jo helt uforsætligt.

Da bussen passerer banegården, er bumserne væk fra kørebanen. Gad vide om de fandt ud af at kravle i én retning på tværs. Jeg er små 1500 kr. fattigere, men klarede det på ét klip.