Mobilsnak i trafikken og det offentlige rum

Mange ser stort på, at det er forbudt at tale i håndholdt mobil, når de fører automobil. Nu tegner der sig et flertal for, at det skal koste klip i kørekortet.

Mange kørekort fortjener utvivlsomt en fremtid som konfetti, men jeg ved ikke, om jeg er så lun på lige netop mobilklip. De (endnu) få lovlydige parkerer nemlig gerne på cykelstien eller fortovet, når de snakker, og klip er derfor en trussel mod min mobilitet.

Mobiltelefonen har i det hele taget sat sit præg på det offentlige rum. Mange taler f.eks. meget højt, når de taler i mobiltelefon. Det er mærkeligt, for hvis de taler med en sidemand (f.eks. i bus eller tog), dæmper de fleste stemmen og viser hensyn.

Mobilen trækker nogle ind i en privat osteklokke, hvor de ikke ænser omverdenen. De fortæller, at de sidder i bussen og er på vej til bla-bla, og når koordinaterne således er på plads, flyder en ublufærdig strøm af ligegyldigheder, bagtale og privatliv.

Er de overhovedet bevidste om, at de gør hele bussen til publikum? Det kunne en test sikkert afsløre. Man kunne jo prøve at spørge, om ham Peter tit boller uden om, eller om Jeanette brækker sig hver gang, de er til fest.

Jeg får dog nok svært ved at gennemføre testen, for samtalen er sjældent overstået, når jeg eller mobilsnakkerne står af, og skulle chancen alligevel byde sig, er jeg nok for blufærdig.

/Eric

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.