Det er underligt, at man kan miste lysten efter små 40 års passion. Jeg ville have forsvoret, at det kunne ske for mig, men det skete.
Skak er psykernes kamp, en intellektuel udfordring, en æstetisk springkilde af logik – skak er så meget, og definitionen afhænger af, hvem du spørger.
Jeg meldte mig i klub som 14-årig, og indtil for få år siden var skak en lidenskab. Spillet har præget mit liv, givet mig venner og store oplevelser. Jeg har ikke mistet fascinationen – jeg har bare ikke lyst til at spille alvorligt mere.
Det kom snigende. Sulten efter at kæmpe og vinde svandt ind. Lysten til at bruge mine weekends på holdkampe blev til ulyst, og så valgte jeg at stoppe – eller i hvert fald holde pause.
Det er stadig en fornøjelse at følge med, når de bedste spiller, og fascinationen er usvækket. Jeg kan også fornøje mig med at gennemspille nogle af mine gamle partier. Et af de partier, jeg husker med særlig glæde, var faktisk ikke særlig godt, men jeg kan stadig glæde mig over den afsluttende kombination.
Det blev spillet i en holdkamp i 1996. Jeg havde sort, og vi kommer ind i partiet efter hvids 13. træk, bonde c2-c3.
Det er et dårligt træk, som tillader en afgørende kombination. Jeg havde set muligheden og kunne slet ikke holde ud at vente ved brættet, men gik hvileløst rundt ude på gangen.
Den trænede skakspiller ser straks, at der er ugler i mosen. Løberen på c5 og tårnet på f8 peger begge på feltet f2 lige foran hvids konge. Der står blot en hvid springer i vejen på f3. Et sidste tjek ved brættet, og så: