Jeg er aldrig syg, næsten, men i dag kom forkølelsen brusende og skyllede mig hjem til ro og helbredelse. Lidet anede jeg, hvad der ventede.

En vandgran er ganske køn, men den drysser som bare pokker.

Når flodbølgen rammer, har man to valg: Man kan klamre sig til et træ, eller man kan flyde med strømmen. Jeg valgte det sidste og flød hjem.

Jeg så frem til at emballere mig i tøj og vattæppe og få hovedet vandret i flugtstolen med en køkkenrulle inden for rækkevidde. Bare lukke øjnene og lytte til fuglesang, you know.

Men hvad ventede mig? Jeg havde glemt, at det var i dag, de skulle fælde træer. Nåledrysseren i forhaven er væk og den kinesiske vandgran ditto, og en motorsav er i gang med lærketræet, som står stod ganske tæt på udestuen.

Det larmer helt vildt – som en arrig tyrannosaurus hveps.

Men det får vel en ende, og til efteråret slipper vi for en milliard nåle på græsplæne, fortov og ikke mindst i tagrender og nedløb.

Det vil jeg absolut ikke snøfte over. Så, nu blev han endelig færdig …

/Eric