Jeg er aldrig syg, næsten, men i dag kom forkølelsen brusende og skyllede mig hjem til ro og helbredelse. Lidet anede jeg, hvad der ventede.

En vandgran er ganske køn, men den drysser som bare pokker.
Når flodbølgen rammer, har man to valg: Man kan klamre sig til et træ, eller man kan flyde med strømmen. Jeg valgte det sidste og flød hjem.
Jeg så frem til at emballere mig i tøj og vattæppe og få hovedet vandret i flugtstolen med en køkkenrulle inden for rækkevidde. Bare lukke øjnene og lytte til fuglesang, you know.
Men hvad ventede mig? Jeg havde glemt, at det var i dag, de skulle fælde træer. Nåledrysseren i forhaven er væk og den kinesiske vandgran ditto, og en motorsav er i gang med lærketræet, som står stod ganske tæt på udestuen.
Det larmer helt vildt – som en arrig tyrannosaurus hveps.
Men det får vel en ende, og til efteråret slipper vi for en milliard nåle på græsplæne, fortov og ikke mindst i tagrender og nedløb.
Det vil jeg absolut ikke snøfte over. Så, nu blev han endelig færdig …
/Eric
God bedring og tillykke med din nu nålefri (?) have! Især lærketræer er hamrende irriterende med alle de nåle de smider hvert efterår.
Tak. Jeg bryder mig ikke om at få fældet træer, men vandgranen og lærketræet var storeslemme dryssere. Halvtaget over udestue og køkken fik dynger, og det var et evigt mas med tagrende og afløb. Desuden stod lærketræet i vejen for den forestående udskiftning af samme tag, så beslutningen var ikke svær. Vi må se, om ikke vi kan plante et par buske i stedet, for træerne skærmede også for nysgerrige blikke.
God bedring Eric. Forkølelse er så træls. Håber du alligevel fik et par fine timer ude i den gode sensommer.
Tak, skovhugger-teamet er gået, og der er fred. 🙂
Engang læste jeg at forkølelse ikke er en sygdom, men en tilstand, og det er mere et spørgsmål om hvordan man tager det end hvordan man har det. Jeg kan nu godt forstå at tyrannosaurus motosavus var lige rigeligt nok når du skulle til at tage det stilfærdigt.
Men det fik en ende og der er lettelser, som du skriver, når nålene ikke skal fjernes.
God bedring.
Dertil må jeg svare, at hvordan man ta’r det, er en funktion af hvordan man har det! Men det bliver godt at slippe for det drysseri, selvom det kostede lidt nålepenge.