Tag afstand

Alle mulige, som ikke har krav på noget, vil have andre til at tage afstand fra dit og dat, og hvis de ikke tager afstand, er de nok for.

Politichefer vil have imamer og muslimske organisationer til at tage afstand fra Islamisk Stat, Dansk Vegetarforening vil have fødevareministeren til at tage afstand fra stenalderkost, SFU vil have danske banker til at tage afstand fra skattely, Morten Olsen bør tage afstand fra racisme osv. osv.

Prøv bare at søge på ”bør tage afstand fra” eller lignende vendinger.

Det er en uforskammet krævementalitet, som mere end antyder, at hvis man ikke makker ret og straks tager afstand, er det nok fordi, man i virkeligheden er smålummer tilhænger af dyremishandling, pædofili og sharia.

Det er som i menigheden, hvor man helt sikkert er lastefuld, hvis man ikke bekender nogen synder eller udbasunerer sin kærlighed til profeten.

Men det er uforskammet at kræve trosbekendelse af nogen, som ikke er med i menigheden. Det er uforskammet at diktere spillereglerne og så insinuere både det ene og andet, når andre ikke vil spille med og ikke vil tages som gidsler i en konflikt.

Nu er der endnu ikke nogen, der har krævet, at jeg skal tage afstand fra noget, dertil er jeg for ubetydelig. Jeg ville da også tage skarp afstand fra at tage afstand.

Jeg lægger meget hellere afstand til, end jeg tager fra. Fx lægger jeg gerne afstand til det danske regnvejr, og det helt uden at nogen kræver det.

/Eric

13 thoughts on “Tag afstand

  1. Eric

    @Hanne og Donald, det kan jeg ikke tage afstand fra 🙂 Det med den dobbelte negation er en interessant observation!

    Svar
  2. Donald

    For en gangs skyld gælder dobbelt nægtelse her ikke som bekræftelse! Duplex negatio est affirmation mister for en gangs skyld sin gyldighed!

    Men de sidste linier fik mig til at tænke på “Singing in the rain”. Det må have været morsomt at optage den.

    Svar
  3. Malene

    Hej!
    Jeg faldt bare tilfældigt over siden med Tenerife. Der står nogle ting der er forkerte omkring den træner der blev dræbt af en spækhugger. Og så finder jeg det personligt lidt trist at der reklameres for parken, hvor mange dyr mistrives. – Det synes jeg jo man bør tage afstand fra, og tror folk gør det med tiden, når man får viden, og ikke fejlagtige oplysninger! Eksempelvis blev træneren dræbt på overlagt og meget voldsom vis.
    Hilsen Malene.

    Svar
    1. Eric

      Hej Malene

      Med hensyn til træneren refererede jeg, hvad der stod i aviserne dengang, og på det tidspunkt var der ikke oplysninger om andet.

      Med hensyn til at tage afstand fra, har du kommenteret det rette indlæg. Essensen af indlægget er jo netop, at man beskyldes for “at være for,” hvis man ikke eksplicit tager afstand. Tak for at du eksemplificerer det så klart.

      Svar
  4. Jørgen

    Ord skader ingen, handling kan. Der er rigeligt med øregas rundt om og derfor tager jeg mere og mere afstand fra fx nyhedsudsendelser fordi jeg bliver træt af høre på det meste. Måske er det en god aldersbeskyttelse og en måde at lægge afstand til mangt og meget.

    Svar
  5. Ellen

    Jeg synes måske mere, at det er et vattet udtryk for en lunken holdning til tingene. Virkningsløst lige som fx når FN “fordømmer” en eller anden handling. De, der har begået en handling, der bliver fordømt af verdenssamfundet, er sikkert hamrende ligeglade. Hvis noget skal have en effekt, skal det have en konsekvens, der kan mærkes.
    Ved godt, jeg lyder lidt barsk …

    Svar
    1. Eric

      Enig. Det batter mere ikke at købe Jaffa end at tage afstand fra ulovlige bosættelser. Ofte tror jeg dog, at det snarere end “sagen” drejer sig om at svine den til, man vil have til at tage afstand fra noget.

      Svar
  6. Ivan Madsen

    Du har helt ret. Vi skal alle tage stilling til 700 ting vi egentlig ikke har sat os ind i. Og hvis vi ikke giver det rette svar i de rette omgivelser er vi “racister” eller “muslimelskere”. Jeg ville ønske at især disse to begreber kunne slettes af sproget – jeg er ikke racist fordi jeg ikke ligefrem hepper på det store antal kriminelle fra indvandrermiljøet og jeg elsker ikke muslimer fordi jeg mener grænsebomme er fortid.

    Svar
    1. Eric

      Jeg synes, det griber om sig, men måske er det noget, jeg bilder mig ind. Det, der især vækker min forargelse, er de grænseoverskridende forsøg på at inddrage andre i konflikter.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *