Dette indlæg handler hverken om objektivitet eller objekter – jeg har bare købt et nyt objektiv til kameraet og var alene hjemme i går.

I går besøgte Helle niecen, der bor i Dall. Dall er en satellitby til Aalborg, og det var måske emigranter fra Dall, som grundlagde Dallas, men jeg tvivler.

Der var byfest med vistnok grillpølser, fadøl og old boys-fodbold, og hun overnattede derude.

Katten og jeg gik ud at spise, altså ud på terrassen, men det er vi hver dag i sæsonen, så det er der ikke noget nyt i. Ellers legede jeg med mit nye objektiv.

Det nye objektiv

Egentlig er det bedøvende uinteressant for offentligheden, men det er min uvisnelige ret at være kedelig på egen blog.

Jeg købte nyt kamera i marts og med det et 18-200 mm objektiv, som rigtig kan zoome ind. Det er et tungt (595 gram) og stort skrummel, men det er fedt at bruge, for med vistnok 11 ganges forstørrelse kan man komme tæt på uden at være det.

Men undertiden ER man tæt på, og så er det lidt af et problem, at objektivet kræver mindst 45 cm til motivet for at kunne fokusere.

Gode måltider er også ferieminder, og hvis der fx er lækker siciliansk mad på tallerknen, må jeg enten vippe stolen bagover, rejse mig op eller skubbe motivet længere væk.

Så i går købte jeg et lille objektiv, Canon EF-S 24, med fast brændvidde. Dvs. at man hverken kan zoome ind eller ud. Vil man zoome, gør man det med fødderne eller i det digitale mørkekammer.

Nu kan jeg tage billeder med en afstand på ned til 16 cm, og da objektivet er så lille, kan jeg komme rigtig tæt på. Med en blænde på op til 2,8 kan det også klare dårligere lysforhold, og så vejer det kun 125 gram.

Det skulle efter sigende også tage gode gadebilleder. Så langt er jeg ikke kommet endnu, men det skal prøves, når vi tager på forlænget weekend i Sæby.

Syndig pastasovs

I Helles fravær lavede jeg spaghetti med syndig sovs: Løg, bacon i tern, cherrytomater, hvidvin, (en del) fløde, parmesan og lidt basilikum for farvens skyld.

Jeg mangler nok et gen, for jeg kan spise den slags uden at vælte buksebudgettet.

Det smagte okay, men er ikke et eksperiment, jeg kommer til at gentage. Der er andre sovser, jeg bedre kan lide, men det gav anledning til at lege med det nye objektiv og prøve den nyfundne parmesan-smelteost.

Senere genså jeg Avanti med Jack Lemmon igen-igen. Den morer mig stadig, og det var faktisk den film, der fik os til at besøge Ischia (ø nord for Capri) i 2009.

Objektivt vurderet er det ikke så tosset at være alene hjemme en gang imellem, så man kan spise syndigt, lege uselskabeligt med sit kamera og gense yndlingsscener.

/Eric