Tag-arkiv: Røgalarm

En røgalarm kan give pip

4 svar

Jeg havde lige sat mig i lænestolen, da røgalarmen kom med et lavmælt pip som en fugl. Sådan pipper Hystaden, når den vil have nyt batteri.

RøgalarmHelt anderledes hysterisk lyder alarmen, når der trænger den mindste smule velduft ud fra køkkenet til entreen, hvor den sidder og sniffer. Det er derfor, vi kalder den ”Hystaden”.

Nå, men det småpipperi var irriterende at høre på, så jeg fandt et batteri og kravlede op på en stol. Det er en smule drilsk at skifte batteriet, og arbejdsstillingen med nakken bagover hører afgjort til de ubekvemme.

Aldrig så snart var jeg kommet på plads i lænestolen, før hystaden pippede igen. Det var som pokker! Var der ved en fejl sat et gammelt batteri ind til de nye? Jeg fandt et garanteret nyt i ubrudt emballage og fik det monteret.

Veltilfreds sank jeg for tredje gang ned i lænestolens favn, men hvad var nu det? Den pippede sgu’ igen! Den forbandede røgalarm måtte være defekt. Den mistanke havde jeg nu egentlig haft længe, med det koleriske temperament den udviste.

For tredje gang steg jeg op på stolen, men denne gang for at demontere røgalarmen og drukne den i en spand vand. Jeg fjernede den første skrue med kold mordlyst, og Hystaden var en halv skrue fra druknedøden, da der lød et pip.

Pippet kom afgjort ikke fra Hystaden. Lyden kom fra 1. sal, hvor der sidder en anden røgalarm, som aldrig har gjort væsen af sig. Det var den, der havde pippet hele tiden, og slet ikke Hystaden.

Hystaden blev monteret igen, og med begyndende hold i nakken fik jeg skiftet batteri på 1. sal; men nu kan jeg ikke få alarmen på 1. sal til at virke. Røgalarmer redder liv, men de er altså til at få pip af.

 

Røgalarm redder mørbrad

6 svar

En sand historie om at røgalarmer ikke kun redder liv, men også svinemørbrad stegt som vildt. Ethvert hjem bør have mindst én!

RøgalarmVi kalder den Hystaden. Røgalarmen altså. Den sidder i entreen, hvorfra der er adgang til køkkenet. Hystaden kan ikke udstå velduftende mad.

Hvis den registrerer bare ét lifligt duftmolekyle fra en flæskesteg med sprød svær, en and med gyldent skind eller lignende, stikker den i med en infernalsk pippen, som ville give høreskader ved varig udsættelse.

Hystaden får pip, når vi åbner ovnen eller på anden måde producerer koncentreret velduft og har glemt at lukke køkkendøren. Når det sker, lukker vi døren og vifter Hystaden med et viskestykke, til anfaldet er overstået.

Hystaden er lidt irriterende, men alligevel betryggende. Den vil med sikkerhed vække hele huset, hvis der en nat udbryder brand, som lugter lidt af sprød svær.

Forleden stillede jeg en baconsvøbt svinemørbrad i den lille ovn. Mørbraden skulle bare holdes lun, til vi havde spist forretten. Vi nåede to mundfulde honningmelon og skinke, før Hystaden fik pip.

Da vi jo sad fredeligt uden at provokere på nogen måde, styrtede jeg ud i køkkenet. Her var sigtbarheden perfekt, og der var ingen røg at spore; men da jeg kender Hystadens aversioner, rettede jeg opmærksomheden mod den lille ovn.

Og ganske rigtigt: Ovnen stod på ”grill”, hvilket ikke var meningen. Baconen var stadig gylden og lækker, men der er ingen tvivl om, at den havde lidt en forkullet skæbne, hvis ikke Hystaden havde fået sit anfald.

Så vi er trods alt glade for Hystaden. Ethvert hjem bør have mindst én røgalarm, hvad enten der laves mørbrad eller ej.