Du var allerede kold og mærkede ikke, at sneen lagde et tykt sørgetæppe over dig. Tilbage er kun din sorte smoking, og et ben som stritter.
Tak for din sang, og tak for underholdningen når du stjal kattens mad og vurderede afstanden med et sort perleøje.
Før du blev forpjusket af sliddet med ungerne, lignede du ham her, som vi kaldte Caruso, fordi han sang så smukt.
Han var sikkert din bedstefar. Han tog sig ikke helt så godt af ungerne som du; han var mere optaget af sangen, og mor trak det store læs. Sådan er det måske med kunstnere.
Du arvede hans smukke stemme, men var ikke så passioneret en sanger. Du var mere til familien og opfostrede indtil flere plagsomme kuld.
Måske en af dine unger overtager reviret. Så bliver det i familien, og vi vil kunne se det, for du lærte dem at stjæle kattens mad, skønt de var bange i starten.
Os var du ikke bange for, og måske havde du på fornemmelsen, at også vi passede på, at katten ikke skulle tage dig. Han er en meget høflig kat, men instinkterne kan han ikke løbe fra, selvom han prøver en gang imellem, når han får et energianfald.
Dit liv var slidsomt med alle de unger, som plagede fra morgen til aften, og du fandt lækkerier i mine fodspor, når jeg slog græs. Alligevel fandt du tid til at synge for os.
Nu er sørgetæppet smeltet, og du ligger på lit de parade i forhaven. Jeg lover dig et mere værdigt hvilested. Farvel, min ven.
/Eric