Jeg skulle ikke være taget hjem fra Grækenland. Var jeg blevet nede i varmen, sad jeg garanteret ikke her, småsløj og selv-ynkende.

Hvorfor lyttede jeg ikke til de gode råd? Nej, jeg skulle partout hjem til regn og rusk og er nu ramt af nemesis, eller hvad mikroben end hedder.

Hvis det så bare var noget eksotisk à la nilsumpfeber overført af græske myg med næse for den slags, kunne jeg skrive noget interessant om symptomerne før sidste gennemlæsning af testamentet.

Men det er det ikke. Jeg er ikke engang rigtig snottet, men hoster bare, er tung i hovedet og øm i hele kroppen. Det er sikkert sådan, man har det efter en tredobbelt ironman med et drys af tømmermænd. Ikke at jeg har prøvet en ironman, og jeg skal heller ikke nyde noget, hvis man får det sådan.

Jeg burde nok være stoisk og lide mandigt med næppe hørlige suk, men det var altså ikke Sparta, vi besøgte, og det er min demokratiske ret at protestere mod mikrobernes invasion.

Ganske vist er der intet værre end andres jammer, men det er for pokker min blog. Jeg kan skrive, lige hvad jeg vil, og er ikke begrænset til at jamre på fx Facebook, hvor de straks laver støttegrupper og den slags pjat.

Du skal ikke have ondt af mig, det klarer jeg selv ganske glimrende. Medynk gør mig bare pylret.