En af mine kollegaer mistede sin 19-årige datter ved en trafikulykke i denne weekend. En overskrift i aviserne er kommet tæt på.

Vi læser dagligt om trafikuheld og ulykker, men abstraherer på en måde. Det er for fjernt og for dagligdags til rigtigt at vække følelser, indtil det rammer en selv eller en, man holder af.

Først når dét sker, får tragedien virkelige dimensioner. Først da bliver det andet end en overskrift.

Jeg ville så gerne gøre et eller andet. Jeg har pludselig et kæmpe overskud at øse af, men det hjælper ikke. Ikke lige nu.  Og det, jeg kan give, batter så lidt.

Vi må se, når han kommer tilbage. Måske er det bedste, man kan give, parathed til at tage imod?

Vi får se.