Tag-arkiv: Tragedie

Den græske tragedie – statsbankerot

Grækenland går snart kontrolleret bankerot. Bankerne jamrer, men de og EU bærer selv en stor del af ansvaret, og folket må betale gildet.

Det græske flagJeg skal ikke forsvare den økonomiske politik, som har ført Grækenland ud i et morads, og da slet ikke de lånefinansierede skattelettelser til de mest velbjergede eller nedsættelsen af selskabsskatten til 15 %. Det var den liberale regerings våde drøm.

Jeg synes blot, det er tragisk, at helt almindelige mennesker nu skal betale for en fest, de ikke var inviteret med til.

Det lyder så ansvarligt, når chefen for den tyske centralbank advarer mod, at forgældede lande får lov at slippe. Staterne har selv skabt problemerne, og statsobligationers troværdighed bygger på, at stater betaler deres gæld, siger han.

Men når Grækenland har kunnet låne så vanvittigt mange penge, skyldes det vel, at bankerne kynisk har forventet, at de andre eurolande og deres skatteydere aldrig ville ”svigte”. Bankerne har selv været ansvarsløse og givet fanden i risiko, ligesom de gjorde med subprime-lånene.

EU bærer også en del af ansvaret. Det var galimatias, at Grækenland kom med i euroen. Var det ikke sket, ville ingen have lånt grækerne så mange penge, og drakmen ville være faldet i kurs til (barsk) gavn for Grækenlands økonomi (dyrere import, større eksport, billigere afdrag på statsobligationer).

Læs resten

Stilhed

Nu også Norge. Det er det samme hver gang. Vantro. Gru. Medfølelse. Islamkortet blev trukket per automatik, men nu siger de højrenationalistisk terror, og hvad mon strammerne siger til det, og den ensomme ulv psykoanalyseres, før man ved en skid om, hvorvidt han var ensom endsige alene, og da studiedamen tomhjernet siger ”tragisk massakre,” finder fingeren den røde knap.

Stilhed.

Sorg og tragediens lynnedslag

En af mine kollegaer mistede sin 19-årige datter ved en trafikulykke i denne weekend. En overskrift i aviserne er kommet tæt på.

Vi læser dagligt om trafikuheld og ulykker, men abstraherer på en måde. Det er for fjernt og for dagligdags til rigtigt at vække følelser, indtil det rammer en selv eller en, man holder af.

Først når dét sker, får tragedien virkelige dimensioner. Først da bliver det andet end en overskrift.

Jeg ville så gerne gøre et eller andet. Jeg har pludselig et kæmpe overskud at øse af, men det hjælper ikke. Ikke lige nu.  Og det, jeg kan give, batter så lidt.

Vi må se, når han kommer tilbage. Måske er det bedste, man kan give, parathed til at tage imod?

Vi får se.